Imponerende vækst afbrudt af pludselige dyk har præget 40 års erhvervshistorie i Holstebro.
Havde man fortalt en ung John Gråkjær i 1973, at hans virksomhed 40 år senere ville være Nordeuropas største leverandør af landbrugsbyggeri, er det ikke godt at vide, hvad han havde sagt.
Ikke desto mindre har det, der startede som husbyggeri med fætteren, udviklet sig til en virksomhed, der bygger moderne staldanlæg i det meste af Europa - og lørdag 13. april kan bestyrelsesformand og hovedaktionær John Gråkjær fejre 40 års jubilæum.
Baggrunden er en tømreruddannelse, som han tog efter også at have prøvet kræfter med landbruget, hvor han kom ud at tjene som 14-årig.
Da først Gråkjær var stiftet, gik det slag i slag med imponerende vækst.
I jubelårene op til 2007 var virksomheden Gråkjær flyvende. Også helt bogstaveligt talt, da John Gråkjær sammen med to svineproducenter købte en King Air 300, så han og medarbejderne kunne flyve rundt til virksomhedens mange udenlandske projekter,
Landingen blev dog hård. Fra rekordåret i 2007/08 med en milliardomsætning røg over halvdelen af omsætningen på bare to år ned til 438 mio. kr.
John Gråkjær har de senere år brugt mere tid på passionen golf men prioriterer også lokale formål. Blandt andet sponserer Gråkjær håndboldklubben Team Tvis Holstebro.
Ligeledes kastede han sig aktivt ind i kampen for at bevare Vestjysk Bank sidste år, blandt andet ved at lade hele familien skyde penge ind og indkalde til et støttemøde for den lokale bank.