Græs-demo viser 18 blandinger

Kæmpe græsdemonstration fredag 20. juni sigter på at forbedre landmandens økonomi.

Potente og præcise græsmaskiner, faglige specialister og græs så langt øjet rækker er rammen om Græsland 14, som fredag 20. juni løber af stablen ved Elmegården ved Fredriks i Midtjylland.

En dag som ifølge arrangørerne lægger op til, at landmænd og maskinstationer sammen uddanner og opkvalificerer dyrkningen af græs.

Og i sidste ende skal det forbedre landmandens bundlinje, fortæller en af arrangørerne, produktchef Gurli Klitgaard, DLF-Trifolium.

»Der er mange penge at hente på forbedret dyrkning af græs, præcis skårlægning og snitning og på udbyttemåling,« uddyber hun.

Alt sammen er det i fokus på Græsland 14.

Fordøjeligheden skal hæves

Deltagerne i Græsland 14 får blandt andet mulighed for at se 18 forskellige græsblandinger, seks græsarter og fire bælgplanter fra DLF-Trifolium.

»Det er vores erfaring, at det giver mest værdi for landmændene, hvis de selv kan se forskellen og mærke græssernes individuelle særpræg. Der kan være flere bedriftsspecifikke hensyn at tage, men overordnet gælder det for os om, at fordøjeligheden af cellevæggene skal øges. Jo højere fordøjelighed, jo mere græs kan køerne optage, og det gør fodringen billigere,« siger Gurli Klitgaard.

I forhold til fodring med kompakt fuldfoder sættes der også fokus på den optimale snitlængde af græsset.

DLF-Trifolium vil ligeledes sætte fokus på mulighederne i genomisk selektion af græsser.

Udbyttemåling åbner øjne

Græsland 14 holdes hos mælkeproducent Lars Kristensen, som lægger 105 hektar græs til demonstrationen.På dagen vil der være fokus på værdien af udbyttemåling og fremvisning af frakørselsvogne med vejeudstyr.

Lars Kristensen har taget udbyttemåling til sig, og ifølge Gurli Klitgaard har det medvirket til en udskiftning af den primære græsblanding på bedriften.

Programmet for Græsland 14 strækker sig over ti timer med tre runders demonstration af grej til græs og gylle. Forud for første runde af skårlægningen vil landskonsulent Karsten A. Nielsen orientere om vigtigheden i at ramme den rigtige stubhøjde på syv centimeter, og Mogens Kjeldahl fra Danske Maskinstationer vil føre kontrol med, hvor præcist de fremviste skårlæggere kan ramme de syv centimeter.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle