400.000 hektar med kløver, græs og lucerne kan ifølge en forsker på AU Foulum erstatte import af protein fra Sydamerika.
Forskere ved forskningscenter AU Foulum arbejder ihærdigt på at erstatte proteiner, der hentes i Sydamerika, med proteiner, der er udvundet fra marker med lucerne, kløver og græs.
Det fortalte seniorforsker Søren Krogh Jensen fra Institut for Husdyrvidenskab ved Aarhus Universitet i forbindelse med et temamøde om svin og ernæring på forskningscentret.
Søren Krogh Jensen skitserede problemerne med at importere sojaproteiner til svinemaver i Danmark.
»Vi har en stor import af sojaprotein, som er en omkostning for dansk landbrug, der ikke skaber væsentlig omsætning i Danmark,« sagde han, inden han oplistede nogle af perspektiverne ved at satse på grøn biomasse.
Grønne biomasser kan i modsætning til almindelige korn- og frøarter udnytte fotosyntesen i en længere periode, desuden vil fremtidige temperaturstigninger som følge af klimaforandringerne gavne græssers udbytter men mindske udbytterne for korn.
Det taler for en satsning på grønne biomasser.
400.000 hektar med grøn biomasse
Søren Krogh Jensen opstillede et scenarium med produktion af kløver, græs og lucerne fra 400.000 hektar. En mængde, der vil være nok til at erstatte den mængde protein, der i dag importeres.
»400.000 hektar med et udbytte på 2.500 kg protein pr. hektar svarer til en mio. ton protein, som er vores importbehov af proteiner. Det vil ikke være totalt urealistisk, at vi kan producere vores eget forbrug af protein. Det kan lade sig gøre uden en nedgang i den totale landbrugsproduktion,« fremhævede han.
De grønne biomasser kan udnyttes dels til proteinproduktion, dels til energiproduktion og specialkemikalier. Det godtgør satsning på grønne biomasser.
Seniorforskeren fortalte, at han er involveret i flere projekter, der har de grønne biomasser som omdrejningspunkt.
Selv om man ikke er i mål med resultaterne, tegner det ifølge Søren Krogh Jensen lovende.
»Bioraffinering af grøn biomasse repræsenterer uden tvivl et stort potentiale, men der er også en række udfordringer, der skal arbejdes med. Vi har oplevet gode fordøjeligheder af den protein, der er blevet udfældet, og samtidig har vi opnået acceptable udbytter i marken,« fortalte han og forklarede, at de omtalte forskningsprojekter fortsat har tre-fire år tilbage endnu.
Faktaboks
En ny tradition
- Tidligere har forskere ved AU Foulum fortalt om den nyeste forskning om svin på et årligt temamøde. Møderne har ikke været holdt i flere år, men nu genoptages traditionen.