Den hårde vinter satte sit præg på græsmarkerne overalt, og tre konsulenter fra tre forskellige landsdele forklarer, hvordan man har løst problemerne.
Problemerne med udvintrede græsmarker har utvivlsomt været størst i det nordlige Jylland. Omkring halvdelen af græsmarkerne i Himmerland var totalt ødelagte af sneskimmel, og det var endnu værre nord for Limfjorden.
De ødelagte marker er konsekvent blevet ompløjet og tilsået med nyt græs i foråret, og slutresultatet har været godt. Planteavlskonsulent Torben Frandsen, AgriNord, vurderer nemlig, at udbytterne i første og andet slæt er nær-normale, og han giver landmændene æren:
»Folk har været hurtige til at tage stilling til deres foderbeholdninger på den ene side, og græsmarkernes beskaffenhed på den anden - og så har de handlet ud fra det. Det drejer sig om at forholde sig aktivt til problemerne,« siger Torben Frandsen entusiastisk.
Løsningen har selvsagt været dyr, men de 5.000 FE pr. hektar, som mange har lavet i de to slæt tilsammen, vidner om, at den har været helt nødvendig.
Isåning eller strigling
Generelt har vinteren ikke resulteret i udvintringer i Sønderjylland og på Fyn, omend græsmarkerne var usædvanligt tynde i foråret. Specielt i de ældre marker har græsbestanden været meget tynd, men meget få marker er sået helt om. I lidt flere marker er der sået lidt i, blandt andet i foragre.
»Der har ikke været ret store tomme pletter i markerne, så vi har anbefalet, at man sparede omkostningerne,« fortæller planteavlskonsulent Hans Christian Skovrup, Sønderjysk Landboforening, der anslår et udbytte på 5.000 til 6.000 FE i de to første slæt hos langt de fleste landmænd.
»Enkelte har avlet 4.000 FE i første slæt alene, generelt med en pæn fordøjelighed,« fortsætter han.
På Fyn har mange marker været meget langhårede inden vinteren, og tæppet af langt græs oven på nytilvæksten har fået planteavlskonsulent Hans Erik Larsen, Centrovice, til at anbefale en strigling i foråret.
»Det har vi gode erfaringer med,« fastslår han og anslår gennemsnitsudbyttet i første plus andet slæt til 6.000 FE.