Fra 15. april til 1. november skal køer og kvier på græs. Og alle køerne skal ud og afgræsse i minimum seks lyse timer pr. dag.
I besætninger med malkerobotter vil køerne under afgræsning oftest have mulighed for at gå ud og ind af stalden og blive malket i løbet af dagen. Derfor er det sværere at sikre, at alle køer reelt har været ude i seks timer.
Det må gerne være fordelt over flere perioder, og nogle af køerne kan være inde på stald, selvom resten af køerne er ude. Det skal dog kunne sandsynliggøres over for kontrollanten, at hver enkelt ko har været ude på græs i de seks timer.
I en kontrolsituation vil vejret også blive taget i betragtning, da dette kan påvirke køernes adfærd i forhold til at være inde på stald eller ude på græs, hvis det f.eks. regner eller er meget varmt i en periode.
Foldskiftesystemer
For bedre at kunne holde styr på, hvilke køer der er malket under afgræsning, benytter flere landmænd med malkerobotter et foldskiftesystem, hvor der veksles mellem to afgræsningsmarker i løbet af dagen.
Adgang til vand
Køerne skal altid have uhindret adgang til vand under afgræsning. Nogle besætninger med AMS benytter vand til at styre kotrafikken til stald, så der kun er vand i stalden. Dette skal tilrettelægges, så dyrene altid har adgang til stalden og stadigvæk afgræsser tilstrækkeligt.
Kvier og kalve skal også på græs
I afgræsningskontrollen er der særligt fokus på kvier og kalve, og både i 2007 og 2008 blev der fundet for mange kvier og kalve på stald i sommerperioden.I de første fire levemåneder kan kalvene holdes inde på stald, men kalve som er fire-seks måneder gamle skal på græs fra 1. maj til 1. september, når vejrforholdene og dyrenes fysiske kondition tillader det.
Kvier skal ligesom køerne på græs fra 15. april til 1. november, også selvom det er i denne periode, at kvierne skal insemineres. Det er dog muligt at tage kvierne på stald i op til syv dage, hvis de skal insemineres. I særlige tilfælde ved sygdom og dyrlægebehandling kan dyrene også tages på stald, hvis det bliver registreret i logbogen.
Overtrædelser kan koste autorisation
Første gang kontrollen finder, at reglerne er overtrådt i kortere perioder, får økologen typisk en indskærpelse. Hvis overtrædelsen har fundet sted over en længere periode, kan økologen blive påbudt at genomlægge de involverede dyr.
Har overtrædelserne derimod fundet sted gentagne gange, eller de har været af grovere karakter, falder der bødestraf, og i værste fald fratages bedriften autorisationen til at være økolog.