Danish Crown stopper Tican-transport

Trods meldinger om fortsat vilje til samarbejde er båndene mellem Danmarks to store slagterivirksomheder nu kappet fuldstændigt.

Danish Crowns datterselskab, SPF, kører ikke længere grise til Tican.

Dermed er det atter understreget, at konkurrencesituationen er skærpet, efter at tyske Tönnies købte Tican.

1. oktober stoppede SPF-selskabet Dansk Grisetransport med at køre grise til slagtning i Thisted. De kørte 10-15.000 grise om ugen - en tredjedel af Ticans leverancer.

I Tican undrer chef for leverandørsupport Henrik Bækstrøm sig.

»De ønskede ikke at betjene os længere. Det virker mærkeligt, når man nu har et transport set-up, at man så ikke vil have et forretningsmæssig tilgang, men en politisk tilgang. Men det er deres sag,« siger han.

Tican havde bedt sine tre transportører om at forlænge den gældende kontrakt frem til nytår, fordi man ikke kunne nå at blive klar med et nyt udbud før årsskiftet.

Det fravalgte Dansk Grisetransport med begrundelsen, at man havde fået flere opgaver hos Danish Crown og derfor ikke havde nok lastbiler.

Danish Crown: Kører gerne

SPF-Danmark var ejet i fællesskab af slagterierne indtil i sommer. Da købte Danish Crown de knap 10 procent aktier, som Tönnies havde overtaget i Tican-handlen.

Stoppet for Thisted-kørslen er i direkte modstrid med meldinger fra maj, hvor finansdirektør Preben Sunke fra Danish Crown sagde følgende i LandbrugsAvisen:

»Jeg ved ikke, om Tican vil købe transporten. Men vi har ikke noget problem med at tilbyde dem transport via SPF,« lød det.

I dag er det pressechef Jens Hansen, der kommenterer datterselskabets exit.

»SPF sagde nej tak til at forlænge kontrakten i tre måneder, fordi selskabet i licitation har fået ekstra opgaver hos Danish Crown og derfor ikke havde bilerne. Og man køber ikke biler ind til tre måneders kørsel,« siger han.

SPF kunne have valgt at byde på den tre-årige kontrakt, der træder i kraft ved årsskiftet. Det blev fravalgt.

»Tican meldte klart ud i dette udbud, at de skulle reducere omkostningerne. På den baggrund kunne SPF ikke se en forretning i at byde ind på kørslen, så det afstod de fra. Det er en ren forretningsmæssig tilgang fra SPFs side.«

SPF Danmark har 150 lastvogne og 250 medarbejdere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle