Hestebønner er godt til søer

Både diegivende og drægtige søer klarede sig fint med hestebønner i foderet.

Tidligere har forsøg vist, at hestebønner fungerer fint til smågrise og slagtesvin.

Et nyt Seges-forsøg viser, at 15 procent hestebønner også fungerer fint til både drægtige og diegivende søer.

Forsøget er gennemført med hestebønner fra høstårene 2016, 2017 og 2018.

»Det har været tre år med meget forskellige høstbetingelser, men den kvalitet, vi har anvendt, har været i orden«, sagde Else Vils på Fagligt Nyt tidligere på måneden.

I alle høstår har det været sorten fuego, man har anvendt, fordi den har vist sig at have et ekstraudbytte på ti procent. Det er en såkaldt brogetblomstret sort, der er kendt for at have et vist indhold af de uønskede tanniner i modsætning til hvide sorter.

Det har tilsyneladende ikke haft negativ indvirkning på hverken ædelyst eller produktivitet hos søerne, så måske har tannin-frygten været lidt overdrevet.

De anvendte hestebønner har et proteinindhold på 25 procent og indeholder 88 foderenheder pr. 100 kg. I en optimering erstatter 10 procent hestebønner som tommelfingerregel 6 procent sojaskrå og 4 procent korn/klid.

Uændret effektivitet

Effektiviteten hos søerne var ikke påvirket af iblanding af 15 procent hestebønner, hvor det erstattede 6 procent sojaskrå og 9 procent korn/klid.

I forsøget, der er foretaget i en besætning med 1.200 årssøer og har omfattet flere end 3.000 løbninger, og hvor søer og polte indgik i forsøget to uger før løbning, var der ingen forskel på farings- og omløberprocenterne. Men til gengæld var der lidt flere fødte pr. kuld. 19,71 totalfødte i gruppen fodret med 15 procent hestebønner blev der registreret mod 19,26 totalfødte i kontrolgruppen. Målt på levendefødte grise pr. kuld var der 18,06 i gruppen med hestebønner mod 17,80 grise i kontrolgruppen. For begge registreringer var forskellene ikke signifikante.

For diegivningen var der ingen forskel i kuldtilvækst og dermed helller ingen forskel i mælkeydelse.

Tidligere forsøg har vist, at 25 procent hestebønner til smågrise og 20 procent til slagtesvin heller ikke havde indflydelse på produktionen.

Else Vils fremviste endvidere nye vejledende iblandingsprocenter af hestebønner, der for smågrise var justeret op til 25 procent fra tidligere 20 procent. Iblandingsprocenten var ikke ændret for slagtesvin, der fortsat er på 20 procent.

Faktaboks

Hestebønner til søer:

  • Forsøg viser, at 15 procent hestebønner ikke påvirker effektiviteten hos søer
  • Erstatter 6 procent sojaskrå og 9 procent korn/klid

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle