Knap en mio. færre svin til slagtning

Antallet af slagtede svin falder i 2016 med omkring 870.000 styk.

Det er et stort ønske og håb for svinebranchen, at antallet af svin, der slagtes på danske slagterier, igen kommer i vækst efter en årrække med faldende antal slagtninger.

Men det bliver ikke i år, at det ønske bliver opfyldt.

Det står klart, hvis tendensen i tallene for antallet af slagtninger for årets første ti måneder fortsætter året ud.

For foreløbig viser en opgørelse for 2016, som Markedsnyt for Svinekød refererer til, et slagteantal på 15,1 mio. svin - og vel at mærke uden, at der ses en faldende tendens hen over året.

Hvis tallene fremskrives året ud, lander antallet af slagtninger i 2016 på 18.1 mio. styk og dermed cirka 870.000 færre slagtninger i forhold til 2015.

Dermed fortsætter tendensen fra de tidligere år med faldende slagtninger - dog med undtagelse af 2015, hvor opbremsningen blev stoppet midlertidigt, da slagteantallet var en kende højere end de 18,8 mio. slagtninger i 2014.

Antallet af slagtninger toppede i 2004 med 22,6 mio. styk og er dykket siden, bortset fra en stigende tendens fra 2009 og frem til 2011.

Branchen har et berettiget håb om, at slagtningerne igen går i vejret, fordi der om kort tid udmøntes midler fra den såkaldte Moderniseringsstøtteordning, som støtter byggeri af slagtesvinestalde. Søgningen mod puljen har været enorm og giver håb om et stort antal nye slagtesvinestalde i de kommende år.

Faktaboks

Slagtninger

  • Falder igen i år. 
  • Forventes at falde med omkring 870.000 styk til 18,1 mio.
  • Toppede i 2004 med 22,6 mio. slagtninger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle