
»Vi har store forventninger til ventilationen. Svineri i lejet er en udfordring, som mange svineproducenter kan nikke genkendende til, og vi har en løsning, som er ligetil og er en overskuelig investering. Samtidig kan den installeres i eksisterende stalde«.
Sådan lyder det fra Allan Pedersen, direktør i KJ Klimateknik, der står bag den ventilationsløsning, som Henrik Svendsen er den første til at investere i.
Erfaringer hos Henrik Svendsen er markant mindre svineri, og det er også udfaldet i den afprøvning, som Seges Svineproduktion lagde frem i forsommeren, hvor løsningen fra KJ Klimateknik viste meget gode resultater i forhold til svineri.
Han er yderst tilfreds med resultaterne fra afprøvningen.
»Det er altid rart og en styrke at have en uvildig test i hånden frem for, at det bare er noget, vi selv siger«, siger Allan Pedersen og forklarer ventilationsprincippet:
»Vores løsning er unik i den forstand, at loftsventilen er dobbelt-klappet og dermed er i stand til at sende luften lodret ned i lejet. Det ser vi har stor effekt på grisene. Desuden har vores løsning i modsætning til andres ventilationer, der kun har on/off-ventilationfunktion, trinløs regulering, der er afhængig af udetemperaturen«, forklarer Allan Pedersen.
Ventilationsløsningen fra KJ Klimateknik er endnu ikke markedsført, men ved den kommende Nutrifair-messe i Fredericia til januar bliver den fremvist.
Kommentarer