På Tilsbæk bytter de rundt på legetøjet hos grisene i klimastalden, så grisene får nye udfordringer.
"Legetøj løser problemer, og jeg er glad for at give grisene det."
Sådan siger Michael Nielsen uden tøven.
På Tilsbæk ved Slangerup i det nordsjællandske ser man ikke på legetøj, rodemateriale og nye regler som noget, man skal komme om ved lettest muligt. Michael Nielsen ser det som en naturlig udfordring, når man har grise, at de også har det godt.
"Det kræver noget at rode i, for de har jo et veludviklet rode-gen" siger han.
Samtidig mener han, at der skal ske noget i stierne, hvis grisene ikke skal begynde at bide hinanden i halerne. En særlig udfordring, fordi der er tale om Antoniusgrise, som ikke får klippet haler.
"Hvis der først er en gris i en sti, der får den ide, varer det ikke længe, før den er gal i hele stien," siger han.
LandbrugsAvisens udsendte ser dog ingen halebidte grise, så tilsyneladende har Michael Nielsen fat i noget rigtigt. Produktionsresultaterne kunne også tyde på det. 27,2 producerede grise pr. årsso - et par stykker flere end landsgennemsnittet - er bestemt ikke ringe for en Antoniusbesætning, hvor pattegrisene er længere tid hos søerne, der derfor ikke når så mange kuld.
Saltsten og halm
Allerede når grisene fire uger gamle og otte kg tunge forlader soen for at indtage klimastalden, hænger der en saltsten, de kan slikke. Der ligger også halm i stierne. Ikke kun fordi det er et krav til Antoniusgrise, også fordi Michael Nielsen synes, at megen halm gavner velfærden.
"Det er en fornøjelse at give halm, de fylder munden og render og ryster på hovedet," siger han synligt fornøjet ved tanken.
Grisene får en gang om dagen så megen halm i hver sti i klimastalden, som man kan have mellem to hænder. Man kan heller ikke bruge uanede mængder, fordi det kan vanskeliggøre udbringningen af gylle.
Det er Michael Nielsens filosofi, at der skal variation til i stierne, fordi grisene bliver trætte af det samme legetøj hele tiden. Tre uger efter, de kommer i klimastalden, får de en træklods at lege med. Den hænger i en kæde fra loftet, men rører ikke jorden.
"Jeg synes, de leger bedre med klodsen, når den hænger," siger han.
Da grisene jo også får halm, opfylder han stadig lovens krav til rodemateriale.
Spånpladeklods
Klodsen er lavet af spånplade. Michael Nielsen er bange for, at hvis den er af hårdt træ og falder ned i udmugningen, kan den ødelægge gyllepumpen.
"Jeg regner med, at en spånplade er opløst, inden den når så langt," siger han.
Ugen efter hejser han træklodsen op i loftet igen for at fire en kæde med Ikadan bidehaler ned til grisene. Det giver nye udfordringer for grisene, der tilsyneladende tygger lystigt på dem. Ugen efter bytter han igen om på klods og bidehaler.
I ny og næ smider han også en avis ind i stierne, og det er grisene også vilde med. Det varer ikke længe, før avispapirets knitren optager alle grisene i stien, og de sørger for at splitte den fuldstændig ad. Så måske der alligevel er basis for at lave dagblade til landbruget?
I hvert fald sluger Michael Nielsens grise LandbrugsAvisen med stor fornøjelse på få minutter.
Æder af halmbræt
Brættet, der adskiller overdækningen fra den øvrige del af klimastien, og som holder halmen inde under overdækningen, er også en af grisenes livretter. I hvert fald bider de lystigt i dette bræt. I en kort periode prøvede Michael Nielsen at skifte brættet ud med plastic, så de ikke skulle ødelægge det, men nu har han skiftet strategi, så grisene får lov at bide alt det, de har lyst til.
"Jeg foretrækker, at de æder af det frem for af hinanden," siger han.
Han har set andre producenter, der banker jern på brættet så det holder, men han kan varmt anbefale, at man giver efter for grisenes trang til at bide i brættet.
"Så må det bare skiftes," konstaterer han.
Lav dødelighed
Dødeligheden hos grisene på Tilsbæk ligger i den gode ende. 10 procent før fravænning svarer til to tredjedele af, hvad dødeligheden er i en gennemsnitsbesætning. Efter fravænning er dødeligheden 0,8 procent eller mindre end en fjerdedel af landsgennemsnittets. Noget kunne tyde på, at grisene har andet at tage sig til end at kæmpe med hinanden, men det skyldes ikke kun legetøjet.
Som Antoniusbesætning har de 30 procent mere plads end andre grise. For den lave dødelighed efter fravænning har det også betydning, at de er en uge ældre end de fleste andre grise, når de bliver fravænnet, og otte kg tunge.
"Så sparer jeg også at give dem de der fem kr. pr. kg blandinger," siger Michael Nielsen.
Han nøjes med noget til to en halv kr. pr. kg, og den første uge efter fravænning får de, ud over det i foderautomaterne, foder opblødt i vand i et trug. Foderet skiftes tre gange om dagen. Filosofien er, at de skal æde nok og have væske nok fra starten, indtil de bliver helt fortrolige med drikkenipler og foderautomat.
Ny stald - effekt
En anden årsag til lav dødelighed er, mener Michael Nielsen, at der er så mange sektioner i klimastalden, at de kan stå tomme i ti dage mellem hvert hold. På den måde når de at tørre fuldstændig ud, før de igen fyldes med grise, og bakterierne kan ikke overleve.
"Det giver en ny-stald-effekt," mener han.
Han ser det blandt andet ved, at der ikke er de store problemer med diarré, og ved at medicinforbruget er lavt.
Der er også tre sektioner i klimaafdelingen til afvigere og syge grise, så de kan blive tilset og behandlet efter alle kunstens regler.
Endelig er der et sygeafsnit til søerne i en tidligere klimastald, hvor overdækningen er fjernet i stierne. Der er varme i gulvet og dermed også den lovpligtige temperaturregulering, og søerne ligger på gummimåtter. Sygeafsnittet er ikke nær så tæt belagt som de offentlige sygehuse. Der er i hvert fald ikke nogen der ligger på gangen, og i øvrigt ser dyrene derinde ikke særligt sløje ud.
"Vi går ikke og behandler syge søer gennem længere tid, vi er rimeligt konsekvente med at aflive dem," siger Michael Hansen.
