Anmeldeordning for gylletanke er faldet væk i ny husdyrlovgivning. Landbrug & Fødevarer er på sagen.
Der er ingen snuptags-løsninger, der i en håndevending kan skaffe landmænd ekstra gyllekapacitet. Det gør det ikke bedre, at det ikke længere er muligt blot at anmelde byggeri af en gyllebeholder.
Den ’gamle’ anmeldeordning er nemlig faldet væk i den nye Husdyrlov, hvor ammoniakemissioner beregnes på grundlag af produktionsarealets størrelse, inklusiv beholderes overfladeareal, frem for antal producerede dyr om året.
Derfor kræver det nu en fuld miljøgodkendelse at få lov til at udvide eller erstatte en gylletank.
»Det er et alvorligt problem«, fastslår Niels Peter Nørring, områdedirektør i L&F.
Han mener ikke, at den beskedne merudledning af ammoniak, som en ny gyllebeholder giver, kan retfærdiggøre krav om en stor og tidkrævende miljøgodkendelse af hele husdyrbruget.
»Det meget våde efterår gør problemet ekstra aktuelt«, siger Niels Peter Nørring, som på vegne af L&F gentagne gange har påpeget problemet over for Miljø- og Fødevareministeriet.
Her har man lovet, at man vil se nærmere på mulighederne for en ny anmeldeordning for gyllebeholdere.
Lokale løsninger
Her og nu opfordrer Niels Peter Nørring til, at man følger Hans Gæmelkes opfordring til at etablere lokale løsninger, så man ikke risikerer, at gyllebeholdere løber over, selvom naboen har plads.