Håber, vandplaner kommer til EU-domstol

22. august afgør Vestre Landsret om Vandplansagen skal til EU-domstolen

Efter to lange retsdage, tirsdag og onsdag i sidste uge, blev retssagen om vandplanerne parkeret for en tid, mens dommerne tager stilling til de input, de har fået fra henholdsvis landbruget og Kammeradvokaten. Først 22. august vil der ligge foreligge en afgørelse. Her vil landsretten have taget stilling til om, hvem der er søgsmålsberettinget, og om sagen skal sendes til EU-domstolen for at få dennes vurdering af, om der har været de konsekvensberegninger af vandplanerne, som Vandrammedirektivet kræver.

Ifølge Bæredygtigt Landbrugs advokat Hans Sønderby er det positivt, at der går så lang tid.

»Jeg ville være mere bekymret, hvis de sagde, at vi får et svar i næste uge. Så ville det være næsten, som om de har besluttet udfaldet på forhånd. Nu kan de se grundigt på tingene«, siger han.

Kammeradvokaten brugte meget tid på at gøre rede for, at Bæredygtigt Landbrug ikke er søgsmålsberettiget i retssagen. Derimod anfægtede Kammeradvokaten ikke, at landmænd er søgsmålsberettigede, og at BL kan køre sagen som såkaldt mandatar for dem.

»Det betyder, at retssagen kommer til at fortsætte – der vil allerhøjest være enkelte påstande, der ikke bliver behandlet«, forklarer Håkun Djurhuus, advokat for Landbrug & Fødevarer.

Han håber, at retten vurderer, at sagen er så kompliceret, at spørgsmål skal forelægges for EU-domstolen i Luxemburg.

»Danske domstole er desværre mere tilbageholdne med det, end retterne i andre lande«, tilføjer Djurhuus.

Faktaboks

FAKTA

  • Retssagen er anlagt af Bæredygtigt Landbrug
  • Landbrug & Fødevarer er med som bi-intervenient
  • BL-advokat Hans Sønderby og L&F-advokat Håkun Djurhuus er begge med i retten

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle