Hård kamp om prisen som Årets Vækstvirksomhed i landbruget

Fire toptunede kandidatvirksomheder er nomineret til prisen som årets vækstvirksomhed. For dommerne bliver det næsten en umulig opgave at vælge, hvad der er mest imponerende.

Hvordan sammenligner man en vækst fra 0 til 8.000 søer på otte år med en 20 procents merpris på skind i forhold til alle udenlandske konkurrenter?

Svaret er, at det stort set er umuligt.

Alligevel var det netop opgaven, da dommerpanelet mødtes for at vurdere årets fire kandidatvirksomheder i konkurrencen om at blive Vækstvirksomhed 2013 i Landbruget.

Svineproducent i Rumænien DCH International, maskinproducenten He-Va, svineeksportørselskabet Danbred International og pelsavlerne i Kopenhagen Fur er de fire udvalgte kandidater, der kappes om at have præsteret de mest imponerende resultater i 2012.

Alle virksomheder har skabt stor fremgang på markeder fjernt fra Danmark, men med solidt afsæt i dansk viden og kunnen.

Men kun en kan vinde titlen som Årets Vækstvirksomhed i landbruget 2013.

Afsløres 13. september

Dommerpanelet består lige som ved sidste års konkurrence af direktør Frank Gad fra SP Group, direktør Martin Hornsyld fra Bisnode, direktør Benny Laibach Pedersen, Jyske Bank, partner Casper Lykke Pedersen fra Axcel samt administrerende direktør Søren Gade fra Landbrug & Fødevarer.

Sidste år, hvor prisen blev uddelt for første gang, lød valget på nordjyske Cimbria, der producerer anlæg til korn- og frøbehandling.

Cimbria blev hædret for på seks år at have fordoblet omsætningen, samt at have leveret uafbrudt vækst i en tid, hvor stor dele af verden lå underdrejet af krise.

»Det er ikke hver dag, vi deltager i den slags kåringer, men vi er stolte og glade. Men der er mange andre, der også ville fortjene den,« sagde administrerende direktør Karsten Larsen ved overrækkelsen af prisen.

Hvem der vinder og dermed kan kalde sig Årets Vækstvirksomhed i år, afsløres på Vækst 2013-konferencen i Aarhus 13. september.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle