Høje stålpriser presser Kongskildes succes

Ordrebøgerne hos Kongskilde er tæt på fyldte, og virksomheden overvejer udvidelse i Polen. Men høje stålpriser presser økonomien.

De funklende nye maskiner står højpolerede og skinner. På rad og række organiseret efter destinationen står de foran Kongskildes polske fabriksanlæg. Nogle skal til Australien, andre til Italien og en del til Bulgarien.

Faktisk er der så mange færdige landbrugsmaskiner, at fabrikken er nødt til at lade dem stå uden for under åben himmel, mens de venter på at blive udskibet.

"Ja, det er jo ærgerligt, at vi må bruge tid på at vaske dem, når de når frem til deres destination. Vi kan jo ikke leve med at levere en landbrugsmaskine til flere hundrede tusinde til en landmand, hvis den er støvet. Men i bund og grund er det jo et luksusproblem, for det skyldes udelukkende, at vi har så mange ordrer, at vi har brugt al vores plads her på området," fortæller Dariusz Blaszczyk, direktør for Kongskildes polske fabrik i Kutno.

Omskiftelig tilværelse

Den polske direktør er tydeligvis stolt over at vise rundt på fabrikken, der ligger et par timers kørsel fra Warszawa. Her har Kongskilde været til stede siden 1997 og er gået fra at have et produktionsareal på 3.000 m2 til i dag et produktionsareal på 12.000 m2. En produktionsareal, der i dag bliver udnyttet til fulde. Men udsigterne for Kongskilde har ikke altid været så lyse.

"Det er ingen hemmelighed, at Kongskilde har været igennem en benhård proces. Det er kun få år siden, at firmaet var truet med lukning og plaget af enorme gældsposter. Heldigvis har vi nu lagt den tid bag os, og på den måde repræsenterer fabrikken her i Kutno meget godt Kongskilde af i dag - som en virksomhed i fremdrift," fortæller Anette Ilsøe, adm. direktør i Kongskilde Industries A/S.

Afgrødepriser giver fyldte ordrebøger

Ud over en skrap kur i koncernens omkostninger er det i dag de stigende priser på landbrugsafgrøder, der får pilen til at pege i den rigtige retning for Kongskilde. Højere priser på planteavlen får landmænd over hele verden til at investere i nye maskiner, og det har sat skub i Kongskildes salg.

"Vi kan mærke, at der igen er kommet penge i planteavlen. Landmænd, både på vores traditionelle hjemmemarkeder som Danmark, Sverige og Frankrig men også på nye markeder som Bulgarien, Rumænien og de Baltiske lande, har stor appetit på nye maskiner. Med nye maskiner kan de effektivisere deres produktion, så selv om maskinerne er dyre i indkøb, er det en god investering for landmanden," fortæller Anette Ilsøe.

"Det er selvfølgelig glædeligt, at vi sælger så godt. Men samtidig er vi også bevidste om, at vores kunder ikke skal vente for længe," siger Anette Ilsøe. Af samme grund går Kongskilde for øjeblikket med planer om at udvide produktionsanlægget i Polen.

Stål presser prisen

At der er mangel på plads på produktionsanlægget i Kutno er da også tydeligt, når man begiver sig rundt på fabrikken. Samtlige hylder bugner, og gulvet er fyldt med stål, der venter på at bliver bearbejdet.

Netop stål er lidt af at problem for Kongskilde netop nu. En råvare som stål bliver dyrere og dyrere - blandt andet på grund af de stigende priser på olie.

"Stålmarkedet - som jo er vores allervigtigste råvare - er meget overophedet for tiden. Priserne skyder i vejret, og ventetiden på leverancer er høj. Vi har dog heldigvis nogle gode aftaler med vores leverandører. Men vi kan også mærke, at der ikke er megen plads til at handle om priserne for tiden. Leverandørerne oplever så stor efterspørgsel, at de uden problemer kan afsætte til anden side, hvis ikke vi vil betale, hvad det koster. Det påvirker selvfølgelig priserne på vores færdige produkter i en opadgående retning," siger Anette Ilsøe.

Alligevel frygter hun ikke, at det vil forringe Kongskildes konkurrencedygtighed.

"De høje stålpriser er jo et problem der rammer alle maskinproducenter."

springborg@landbrugsavisen.dk

Læs mere om den internationale handel med stål på bagsiden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle