Højeffektive afpudsere i store størrelser

En 12,8 meter bred rotorklipper importeres i Tyskland, og blev vist i europæisk udgave med smal transportbredde.

Afpudsning af over ti hektar på en time ved en fremkørselshastighed på bare otte kilometer i timen!

Det kan ikke nåes med de traktortrukne pudsemaskiner, vi har i Danmark. I denne uge skulle man dog ikke længere væk end til SIMA-maskinudstillingen i Paris for at se pudsegrej i den helt store dimension.

12,8 meter i et træk

Den canadiske maskinfabrikant Schulte er repræsenteret i Frankrig, men også i Tyskland, og tilbyder rotorklippere på helt op til 12,8 meter arbejdsbredde. Endda i hvad fabrikanten betegner som europæisk design, som folder op i fire dele, for så at blive blot tre meter bred i transportstilling.

Maskinen, der var udstillingens suverænt største pudsemaskine, er konstrueret til at findele majs- og solsikkestubbe i Canada og USA, men flere i Europa har allerede set dens styrke i kornstubben.

"Sæt høj stub med mejetærskeren, det øger kapaciteten enormt, og klip så stubben ned senere," lyder rådet fra den tyske importør Christian Rogge.

Rotorerne er placeret, så de overlapper hinanden en smule, og det hele drives med i alt ti gearkasser med dels springbolte og glidekoblinger.

Fordeler jævnt

Under dækket sørger en ring rundt om hver rotor for, at den ikke smider afgrøderester ind i de andre. Herved undgås stribevirkning, og halmbunker jævnes ud. Samtidig kan der monteres modskær for yderligere findeling af materialet. Det øger dog hk-behovet fra 250 til 350 hk.

Maskinen vejer 8,1 ton og bæres af ti hjul. Der er allerede solgt enkelte eksemplarer i Ukraine, og den tyske importør råder over en demo-maskine.

Prisen for den store model er 80.000 euro (ca. 606.000 kr). Den fås også i smallere udgaver.

Stort nyt til slaglefans

Det franske firma Desvoys tilbyder nu en bugseret tredelt slagleklipper med en arbejdsbredde på 8,9 meter. Dens Y-formede parvis monterede slagler er monteret med plade imellem, der skaber et sug. Maskinen kan ifølge fabrikanten klare alt fra græs til majsstubbe.

Maskinen folder til bare 2,8 meter for transport, hvor den kører på to twindæk. Effektbehovet er fra 200 til 360 hk.

Bredere Kuhn

Slagleklippereren, RM450 fra Kuhn, er en ny topmodel i serien af maskiner, der ikke er sammensat af to mindre.

Maskinen er 4,5 meter bred, 50 cm mere end den nuværende topmodel RM 400, og den bæres af fire gummihjul. På grund af bredden skal den ligesom RM 400 trækkes efter traktoren på langs ved transport.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle