Gitte Hallengreen Jørgensen, frugtavlskonsulent fra Gartnerirådgivningen beretter om en tilfredsstillende høst: »Vi havde en pæn avl, helt uden frostskader som sidste år.« Udbytterne varierer dog meget. »Tonnagen afhænger meget af buskalderen,« siger hun, og beretter, at udbyttet varierer fra to ton for helt unge buske til op mod 20 ton for gode, ældre buske.
Stikkelsbær en meget lille afgrøde i Danmark med 2,5 hektar at høste på og et udbytte på 130 ton i alt.
Positiv rødsvingel
Generelt er frøhøsten kun lige knap gået i gang i de tidligste sorter af svingler og rapgræsser. »Vi prøver at tærske de tidligste rødsvingel-sorter sidst på ugen.« Sådan lyder det fra Peder Bring Larsen, der er frøavlskonsulent på Vestlolland for DLF-Trifolium. Han har ingen udbytter, men vil gerne give et bud: »Frøet ser godt ud, så jeg tror, vi får en høst der ligger lidt over normalt.«
Forestående sødkirsebær-høst
Både fra salgsled og fra avlere er meldingerne, at årets høst af sødkirsebær endnu ikke er begyndt. Det beretter formand for Foreningen Danske Sødkirsebær-producenter Søren Hvenegaard Lassen.
Med hensyn til udbyttet er han meget forsigtig: »Dybest set handler det om vejret. Hvis bærene først får regn, er de ødelagt.« Holder vejret, er buddet, at udbyttet bliver »lidt ringere end sidste år, som var et superår. Det lidt lavere udbytte skyldes sandsynligvis en lidt ringere bestøvning pga. en kuldeperiode umiddelbart efter, blomsterne var sprunget ud.«
Engrapgræs skårlægges
De tidligste engrapgræs-sorter skårlægges nu på Lolland og Falster ifølge Peder Bring Larsen. Hans kollega Birthe Kjærsgård beretter, at selve tærskningen så småt er i gang på Sjælland. Om frøafgrøderne understreger hun, at »man er meget afhængig af tørvejr de næste tre uger.« Heller ikke udbyttet i engrapgræs er indvejet, men hun maner til besindighed mht. at vente sig meget af de tidlige græsser:
Fornuftig engsvingel
Som det ser ud nu, vurderes årets udbytte i engsvingel at være fornuftigt, men det er et forsigtigt bud. Ifølge frøavlskonsulent fra Hunsballe Frø Hans Maegaard er det risikabelt at vurdere udbytterne, inden man står med vejesedlerne i hånden. Høstprognoserne »har jeg det lidt svært med at læse om i aviserne, det blev vi belært med sidste år,« idet han minder om, at rødsvinglen sidste år gav en tredjedel mere end forventet, rajgræs kun gav omkring halvdelen, og hveden utroligt meget mere end forventet.