Høst på flere måder

Septembers himmel er så grå, og det var den også det meste af august. Høsten var drilsk og langtrukken, men i de sidste augustdage blev vi færdige. Der er faldet store regnmængder på vores egn, og det ser ud til at fortsætte lidt endnu. Mine haver er et trøsteløst syn, ukrudtet har haft alt for gode vilkår, men grønsagerne trives gevaldigt, og i frugthaven lyser de røde Skovfogedæbler i græsset. Dem fryser jeg ned med skrællen på, de er så fine til lune æblekager. Pærerne prøver jeg også at redde i skarp konkurrence med de fæle hvepse.

Efterårshindbærrene er store og flotte, de holder af vand. Mellem bygerne har jeg taget turen ud til brombærkrattet i kanten af marken for at redde lidt bær til syltetøjet, som skal forgylde vinterens pandekager. Det er dyrt lækkeri, for det koster blod og sved om ikke tårer. Rifter og torne i fingrene følger jo med, og jeg må klippe brændenælder for at nå frem til de fristende ranker. Men de timer derude i ensomheden nyder jeg alligevel, det er vist en slags meditation for mig at nyde farverne i vegetationen og lyset over de næsten tømte marker.

Hvorfor nu al den bjergsomhed? Kan det overhovedet betale sig? Sligt spørgsmål får jeg af og til, og jeg bliver svar skyldig, for jeg har jo aldrig gjort det op i kroner og øre. Det ligger bare så dybt i en gammel bondekone, at man skal bjerge til huse, før vinteren sætter ind. Selve processen med at plukke og samle ind er der stor tilfredsstillelse ved, og glæden omkring bordet når produkterne sættes til livs er nu også god at opleve.

Med efterårets indtog begynder jo min "sæson", som jeg kalder den i al ubeskedenhed, turene rundt i landet med mine sørgmuntre historier fra det "virkelige" liv. Jeg har tænkt på at trappe lidt ned, men det er ikke blevet til så meget endnu.

Den virksomhed har sine omkostninger i form af meget lavt selvværd på udturen, hvor min ven tålmodigt hører på mine nervøse betænkeligheder, lyst til at vende om osv., men vel fremme sætter han sig glad til bords mellem vildfremmede mennesker og får en samtale i gang. Så overvinder jeg skrækken og går lidt famlende om bord i opgaven. Og så oplever jeg det mærkelige, at historierne tager over og næsten fortæller sig selv. En lyttende forsamling er det mest inspirerende, man kan tænke sig. Det føles næsten som at spille på et stort instrument eller dirigere et orkester - som jeg forestiller mig det. Det er et samspil mellem taler og tilhørere, og de sidstnævnte tænkte nok ikke på deres aktive rolle. Om musikken bliver i dur eller mol afhænger af lydhørhed, støj fra omgivelserne, manglende mikrofon og emnets karakter, naturligvis.

Bagefter er jeg træt, og det koster nattesøvn, før adrenalinet holder op med at pumpe, og jeg er mig selv igen. Men når jeg næste dag går og graver kartofler op herhjemme, er alt ved det gamle.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle