Høst uden om svampeangreb i maltbyggen

Stadig større fokus på mykotoksiner efter svampeangreb

"Lad de dele af marken, som tydeligt at angrebet af svampe, stå og høst dem senere til en anden bunke. Ellers er der risiko for at ødelægge det hele."

Lars Studsgaard Pedersen er fabrikschef på landets største malteri, Danish Malting Group ved Vordingborg, og på Maltbygdagen i sidste uge holdt han et indlæg om de krav, som malterne stiller til maltbyggen. Her oplyste han, at risikoen for toksiner på grund af svampesygdomme spiller en stadig større rolle i malternes bevidsthed.

"Vi var naturligvis meget nervøse for mykotoksiner sidste år på grund af den våde sommer, og i den slags situationer håber vi, at landmænd kan se det fornuftige i at høste uden om de områder, og isolere kornet fra de dårlige steder," sagde Lars Studsgaard Pedersen.

Han oplyste, at det i 2007 var nødvendigt at slække på kravene for at få de nødvendige mængder af maltbyg. Men der var også en forholdsvis stor del maltbyg, der blev afvist som følge af lav spireevne efter den våde sommer.

"Markspirede kerner kan vi naturligvis ikke bruge. Korn kan kun spire én gang," pointerede han.

Flækkede kerner

For at forebygge over for svampesygdomme rådede fabrikschefen til at begrænse reduceret jordbehandling og at holde et fornuftigt sædskifte. Majs som forfrugt til maltbyg er i særlig grad en dårlig kombination, hvis man vil undgå problemer med fusarium.

Men forædlerne har også en opgave, nemlig at udvikle maltbygsorter der er mere tolerante over for de skiftende vejrforhold, som klimaforandringer åbenbart byder afgrøderne.

Et særligt og nyt fænomen i 2007 var løse skaller på kernerne. I sorten Henley blev det konstateret, at skallen på kernerne flækkede og faldt af, hvilket naturligvis var en uønsket skavank. Årsagen er ifølge Lars Studsgaard Pedersen ukendt.

Fabrikschefen rådede i øvrigt til, at man undlader en for hurtig rotation i sortsvalget. Tidligere holdt en god maltsort sig typisk på toppen i op til 10 år, men nu er situationen typisk den, at sorterne holder tre-fem år. Den hurtige udskiftning giver problemer for eksporten af malt og maltbyg, fordi den forøger den i forvejen omfattende test af sorterne og giver større behov for at overbevise bryggerierne om de nye sorters kvalitet og stabilitet.

"Det skal man tænke lidt over, når man vælge bygsort til malt," sagde Lars Studsgaard Pedersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle