Høsten er én mia. kr. mere værd end sidste år

Beregninger, LandbrugsAvisen har lavet ud fra de aktuelle kornpriser, viser at kornhøsten er mere værd i år.

Der er bestemt noget at glæde sig til for planteavlere inden kornhøsten, der så småt er i gang. Kornpriserne er nemlig højere end på samme tidspunkt sidste år. Det betyder, at kornhøsten er cirka en mia. kr. mere værd end sidste år med de nuværende priser.

Regnestykket lyder således:

Hvis hele den forventede kornhøst (5 års gennemsnit) blev solgt til den pris, man kunne få 1. august ifølge kornbasen.dk, ville høsten af korn og raps være 12,3 mia. kr. værd. Hvis samme høst var solgt til den pris, der gjaldt 1. august 2016, altså for et år siden, ville den være 11,3 mia. kr. værd. Forskel: én mia. kr.!

Kornet er mere værd

Nu kan man jo slet ikke sælge hele høsten på en dag. Måske er noget allerede solgt, og andet skal slet ikke sælges, men fodres op.

Men det er svært ikke at glæde sig over, at det i hvert fald ser ud til, at kornet er mere værd – hvis man er kornsælger. Til gengæld er der på nuværende tidspunkt ikke taget højde for, om kornhøsten bliver større eller mindre end sidste år, og om kvaliteten er dårligere eller bedre end sidste år - det er for tidligt at tage stilling til.

Bedst for planteavlere

Det må glæde planteavlere, men måske ikke husdyrbrugere, der køber korn, at det er dyrere. Landbruget plejer også at bryste sig af at skabe store værdier, og det bidrager det jo til. Ofte indretter priser på husdyrproduktionen sig også efter om kornprisen er høj eller lav - hen ad vejen.

For den enkelte landmand

Forskellen mellem 2016 og 2017 ligger i stigende kornpriser. 1. august sidste år lå prisen omkring 98 kr. pr. hkg foderbyg og omkring 100 kr. pr. hkg foderhvede. 1. august i år er prisen omkring 107 kr. pr. hkg foderbyg og 112 kr. pr. hkg foderhvede.

Prisen for foderkorn er altså cirka 10 kr. højere pr. hkg end sidste år. Brødhvede og møllehvede koster desuden omkring 15 kr. mere pr. hkg 1. august i år end på samme tid sidste år.

Også rapsprisen ligger højere 1. august i år sammenlignet med 1. august sidste år efter at have rettet sig den seneste uge. I år ligger den ifølge kornbasen.dk på 274 kr. pr. hkg, hvilket er 7 kr. mere end sidste år.

I gennemsnit, når man tager højde for, hvad der vokser på markerne i år, svarer de aktuelle priser til, at høsten er 622 kr. mere værd pr. hektar end sidste år, og har man 100 hektar, går der altså 62.000 kr. mere ind på bogen i år.

Usikkerheder

Prisen kan ændre sig mange gange endnu. Hvor meget man tjener, afhænger også af udgifterne. Måske stråler solen hele august, måske regner høsten væk og skal tørres, hvilket kostet dyrt. I sidste ende afhænger det også af, hvor stor høsten bliver - den kan jo nå at blive både større og mindre end sidste år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle