Høstprognose: 9,5 mio. ton korn

Årets høst har været god, og udbyttet tegner til at ligge over normalhøst. Vi er dog ikke i nærheden af rekordhøsten fra 2009.

Kornhøsten fra de danske marker kommer til at ligge i omegnen af 9,5 mio. tons. Det viser LandbrugsAvisens høstbarometer i indeværende uge. Faktisk kan de danske landmænd være godt tilfredse med dette resultat. Vi skal nemlig helt tilbage til 2009 for at finde en høst, hvor udbyttet var højere end i år.

De sidste ti års gennemsnit ligger på lidt over 9 mio. tons, mens de sidste fem års gennemsnit sniger sig op på den gode side af 9,2 mio. tons. Dermed ligger dette års høst over en normalhøst. Danmarks Statistik har registreringer af årets høstudbytte tilbage fra 1990, og i denne sammenhæng indtager høsten 2014, ifølge LandbrugsAvisens prognose en flot fjerdeplads, kun overgået med et mulehår af høsten i 1997 samt af høsten i 1990 og 2009.

Sikker prognose

Med både vinterbyg og rug helt færdighøstet, og få resterende arealer med vårbyg, vinterhvede og havre tilbage, er der også tale om en sikker prognose. I år ligger alle afgrøder over middeludbytterne med rug, havre og vårbyg i spidsen. Særligt rugen har i år overrasket positivt stort set over hele landet. Hveden har holdt sig lidt over middel, men flere steder har man døjet med goldfodssyge i flerårsmarkerne. Et af de steder er i Østjylland.

»En del af markerne med flerårshvede har givet et for lavt udbytte på grund af goldfodssyge,« fortæller Knud Nielsen, LMO. Denne tendens er også flere gange påpeget af Michael Lønbæk, Centrovice, og det betyder, at udbyttet ikke sætter rekord i år.

Vårbyg med for lidt protein

I det gamle Ringkøbing Amt vurderer Kristian Elkjær, at udbytterne i afgrøderne generelt er et pænt stykke over middel.

»Det ser godt ud både i hvede og vårbyg, men vi oplever desværre problemer med, at vårbyggen har for lavt indhold af råprotein, og i nogen grad med hollandsvægten. Partierne han derfor ikke godkendes til maltbyg,« forklarer han.

I det gamle Vejle Amt melder Bent Lune Nielsen, LMO, om en næsten fuldendt høst.

»I sidste uge skete der overraskende meget. Langt de fleste er helt færdige, men enkelte store ejendomme mangler fortsat en del,« lyder det. Selv om arbejdet endnu ikke helt er ovre, mener han, at dette års høst vil gå over i rekordbøgerne.

»Der er tale om en historisk tidligt afsluttet høst,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle