Kornhøstudbyttet i Ukraine forventes at falde 20 til 25 procent på grund af tørt vejr.
Udbyttet af ukrainsk korn falder mellem 20 og 25 procent i gennemsnittet på grund af varmt og tørt vejr. Sådan lyder det fra Tetiana Adamenko, der er leder af den landbrugs-meteorologiske afdeling i landet.
I den sydlige del af Ukraine er udbyttet mellem 30 og 40 procent lavere end i 2011. Det er varmt, efteråret har ødelagt vinterafgrøderne, og der manglede regn i sidste kvartal, fortalte Tetiana Ademenko ved en pressekonference i Kiev.
Sidste år havde landet en høst på i alt 56,7 millioner ton, hvilket var rekord. I år kan den falde til 42,8 millioner ton, lød det på konferencen.
Eksporten falder også
Høsten i Ukraine er fordelt på henholdvis 12,8 millioner ton hvede, seks millioner ton byg og 21,7 millioner ton majs. Sidste år eksporterede landet mellem 22 og 23 millioner ton, og med det produktionsår, der begyndte 1. juli i år, er buddet 20,8 millioner ton korn til eksport.