Halm er mere klimavenlig end træpiller

Halmleverandørerne vil have politikere til at se forskel på biomasse.

Hvis man fælder træer og brænder dem i fjernvarmeværkerne, kan der gå mange år, før nye træer har samlet lige så meget CO2 op fra luften. Men hvis man bruger halm i værkerne, samler nye kornmarker CO2 op fra atmosfæren og gemmer i halmen allerede året efter.

Det påpeger Danske Halmleverandører efter den seneste uges debat om biomasse og klimaeffekt i dagspressen.

»Klimagevinsten ved anvendelse af halm er til at forstå, for vi samler CO2 op i løbet af forår- og sommerperioden, og halmen anvendes til energi, når det er vinter, hvor CO2 udledes igen. Herefter gentager cyklussen sig året efter«, siger Hans Stougaard, formand for Danske Halmleverandører. Alternativet for halmen er at blive pløjet ned. Det vil betyde en naturlig forrådnelse af halmen og udledning af 85 procent af CO2 i halmen i løbet de første par år. Derfor er der ikke nogen stor klimagevinst ved at anvende ploven i større udstrækning, end det er tilfældet i dag, påpeger han. Og han får, i hvert fald til dels, støtte fra klimatænketanken Concito.

»Halm er i hvert fald bedre end træpiller«, siger Torben Chrintz, videnchef i Concito.

Analyse på vej

Socialdemokratiets klimaordfører, Anne Paulin, er også bange for, at debatten bliver for unuanceret.

»Vi skal sikre, at vi kun bruger reelt bæredygtig biomasse, og at vi bruger biomassen dér, hvor den gør mest gavn i forhold til den grønne omstilling. Derfor har klimaminister Dan Jørgensen også bedt sit embedsværk lave en grundig analyse af biomassens bæredygtighed«, siger hun.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle