Han producerer biogas på dybstrøelse og foderrester

Nyt biogasanlæg hos økologisk mælkeproducent skal producere grøn strøm, mindske emissionstab og øge kvælstofudnyttelsen og udbytterne i marken.

»Den primære årsag til at overveje et gårdbiogasanlæg er den lave udnyttelsesgrad af kvælstoffet i dybstrøelsesmøget fra køerne.«

Sådan lyder det fra den økologiske mælkeproducent, Jens Krogh, Kroghsminde ved Ølgod, med 135 malkekøer i en dybstrøelsesstald og knap 300 hektar med både grov- og proteinfoder samt salgsafgrøder.

Så det vigtigste output fra det netop indviede biogasanlæg er på en måde slet ikke de forventede 2,8 millioner kWt grøn strøm om året til en værdi det første på ca. 161 øre/kWt, når produktionen kører for fuld kraft.

Men derimod en restfraktion i væskeform, hvor kvælstoffet i ammoniumform er langt mere plantetilgængeligt.

»Jeg forventer da, at udbytterne stiger med 10 til 20 procent, og at det bliver muligt at lave konsumafgrøder som for eksempel brødhvede,« forklarer Jens Krogh.

Desuden reduceres udledningen af den stærke klimagas, metan, med 20 til 40 procent, når dybstrøelsen afgasses i anlægget, inden den tilføres markerne som gødning.

Derudover reduceres evt. spild af organiske materialer, der fortrænger fossile brændstoffer, og faktisk går ejendommens CO2-belastning mere end i nul med -0,82 kg CO2 udledt pr. kg produceret mælk.

Vil køre på egen gas

Dermed kroner det netop igangsatte gårdbiogasanlæg en række klimaregnskaber og -handlingsplaner til at reducere bedriftens samlede miljø- og klimabelastning.

Nogle af disse tiltag har været lavpraktiske som at udskifte ældre cirkulationspumper i fyr- og malkerum, justere foderplaner og kælvningsalder ved første kælvning og sænke dæktrykket på den primære traktor til markarbejdet.

Andre tiltag er større og mere strategiske som biogasanlægget, der har været undervejs siden 2012 efter særdeles grundige undersøgelser af forskellige typer anlæg.

Kroghsmindes anlæg er projekteret og opført af Jørgen Hyldgård Staldservice, der bruger tysk teknik og viden fra firmaet agriKomp med speciale i håndtering af store mængder tørstofrige materialer i biogasproduktionen.

Det stopper imidlertid ikke her. Jens Krogh arbejder blandt andet også efter en målsætning om at blive helt selvforsynende med foder. Og så har han en særlig drøm:

»Jeg drømmer også om at blive den første, der tanker metan på traktoren fra mit eget biogasanlæg,« slutter han med et stort smil.

Faktaboks

  • Lisbeth og Jens Krogh
  • Økologisk siden 1995
  • 135 årskøer
  • 290 hektar

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle