Har gjort vadehavslam til økonomisk succes

Vadehav Marsk og Mad er et af de regionale produkter der har klaret sig rigtigt godt.

"Pressen har været med os - og tiden."

Sådan forklarer koordinator i projektet Vadehav Marsk og Mad Andreas L. Andreasen beskedent en succes, som indtil videre er uden sidestykke når det gælder afsætning af regionale madprodukter.

Hidtil er det først og fremmest vadehavsområdets lammeproducenter, der har fået glæde af konceptet. I år er der således lavet aftale om afsætning af 5.000 lam til en fast pris der ligger en hel del over markedsprisen. Dertil kommer en prisforøgelse efter jul.

"Vi troede i begyndelsen, at vi skulle ud og sælge til de enkelte restauranter og forhandlere. Men der tog vi fejl. Arbejdet med at kontakte hver enkelt er alt for stort, og vi har i stedet valgt at samarbejde med nogle, der har kontakten i forvejen," fortæller Andreas L. Andreasen.

Samarbejdspartneren er Kalu, der har til huse i kødbyen i København og som har specialiseret sig i at levere eksotiske fødevarer til specielle butikker og restauranter i hele Danmark.

Succesen med at afsætte vadehavslam på det danske marked er især bemærkelsesværdig, efter at samarbejdet omkring "Dansk Lam" gik konkurs, og det eneste specialiserede lammeslagteri, Slagteriet Nordfyn, kæmper med store problemer.

En eneste klage

At kvaliteten skal være i orden er en selvfølge, når fødevarer skal sælges til en høj pris.

Og med en enkelt undtagelse har det også været tilfældet. Kun én gang har aftageren klaget over lam der ikke var fedet færdige, men det blev løst i samarbejde med lammeproducenten.

"Vi får ikke lammene klassificeret, men det er et krav, at de har gået mindst fire en halv måned på græs ved marsken, og at de vejer mellem 18 og 25 kg slagtet, samt selvfølgelig at de har en ordentlig form og fedme," understreger Andreas L. Andreasen.

"Men producenterne er også blevet klare over, at dyrene skal fedes rigtig færdige," fortsætter han.

Samtidig har de opnået en forståelse af, at de producerer et unikt produkt. Tidligere blev de fleste af lammene fra vadehavsområdet solgt på det tyske marked.

"Konceptet har helt sikkert været med til at skabe og fastholde arbejdspladser i vadehavsområdet," understreger Andreas L. Andreasen.

Stude på vej

Stude produceret på de samme vilkår som lammene kan blive den næste succes for organisationen Vadehav Marsk og Mad

Aftagerne er der, men endnu er produktionen ikke kommet helt op i gear. Det gør den imidlertid, når producenterne bliver klar over, at de kan få seks en halv kr. oven i noteringen, er Andreas L. Andreasen overbevist om.

De første stude er leveret til konceptet, men eftersom en stud skal være mindst 24 måneder for at kunne sælges, varer det noget, før udbuddet er tilstrækkelig stort.

Til gengæld accepterer køberne, at studene bliver op til 30 måneder gamle, inden de slagtes. Det kan være aktuelt, fordi tilvæksten på græsmarker der ikke er gødede kan være mindre, end hos dyr der får en stor mængde kraftfoder.

worsoe@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle