Harry har travlt med fitness, styrer succesfuldt LandboSenior

80 Siden Harry Gade, Thyholm, var 16 år, har han været organisationsmand. Dengang meldte han sig - stærkt inspireret af et ophold på Rødding Højskole - ind i VU.

Som 24-årig blev han formand. Efterhånden som han blev ældre, steg han i graderne. Han blev kredsformand for Venstres holstebrokreds og som 30 årig medlem af hovedbestyrelsen, hvor han i høj grad talte landbrugets sag. I 1988 skiftede han dog løbebane, idet han blev engageret i landbrugsorganisationerne. Han kom i bestyrelsen i det, der dengang hed Det Thylandske Landøkonomiske Selskab i Hurup. Syv år senre blev han formand. I 2000 blev han hædret med De danske Landboforeningers Initiativpris.

I 2004 stoppede han som formand for landboforeningen, men året efter blev han formand for LandboSenior, Sydthy-Thyholm - og det er han stadig den dag i dag. Han er også formand for Thyfonden, der udlodder penge til unge landmænd fra Sydthy under uddannelse.

Arbejdet med LandboSenier har været en stor succes, for der er 500 medlemmer af den vist nok største LandboSenior klub i Danmark, og i gennemsnit kommer der 160 til arrangementerne, som der er 12 af om året.

Harry Gade bor stadig på ejendommen Helleris sammen med sin kone Anne Marie gennem 50 år. En historisk gård, som han købte i 1968. Dengang var der køer på gården. Efter en tid konverterede de til grise og sluttede med 200 søer. I dag er de 55 hektar bortforpagtet. I stedet bruger han kræfterne på at gå til fitness tre gange om ugen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle