Have-ildsjælen med de eksotiske dyr

Haver, hyggekroge og herlige dyr er Inger Bachs speciale.

75 For to år siden fejrede hun jubilæum efter 25 år som formand for L&Fs havebrugsudvalg, 5. november fylder hun 75 år.

Inger Bach, Bjerringbro, er en af de markante ildsjæle i de danske landbrugsorganisationer, og ingen, der har været sammen med hende, er i tvivl om, hvad dyr og planter betyder. I de 25 år som haveformand var hun primus motor i arbejdet med åbne haver, som danskerne kunne besøge. Og for at øge entusiasmen hos andre blev der hvert år udpeget en årets have, der blev fremhævet.

Rejsen rundt til de mange haver inspirerede Inger Bachs egen have, som bugner af hyggekroge, specielle planter med en historie og ikke mindst ting og sager, der pynter. En marktromle er blevet til et sofagruppesæt og en harve til en smuk bænk. Kreativiteten blomstrer. Så meget, at hun i en årrække skrev om havearbejdet i bladet Land og Liv.

Også dyrene har en stor plads i familiens hjerte. Da sønnen Charles var i praktik i Aalborg Zoo, modsatte hun sig, at han fik et slangepar med hjem. Kompromiset blev en dværgkænguru. Siden voksede bestanden og mangfoldigheden af dyr, så det blev et tilløbsstykke på husmandsstedet, som de siden 1969 havde vist frem for skoler og børnehaver med flere - dengang primært med landbrugsdyr. I dag kan man komme efter aftale, og på årsbasis kommer der et par tusinde gæster.

Da Inger Bach var helt ung, var hun køkkenchef på Aarslev Kro, men da hun i 1965 blev gift med Hans og flyttede ind på Dyrebakken, blev hun i stedet kogekone. En populær en af slagsen, der også har formået at levere lamaen Minimax som sangskjuler til fester. Nu bruger hun kræfter på dyr og have, og når man spørger, hvor længe hun og Hans kan holde til det, lyder svaret:

»Vi kan ikke holde til at lade være«.lft

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle