Hedegaard udvider om Østersøen med finsk æg-opkøb

Som lovet i strategier og udtalelser har Hedegaard Foods startet sin ekspansion i det nordiske. Munakunta bringer dermed vigtig vækst til moderselskabet Danish Agro.

Muna betyder æg på finsk, og ægvirksomheden Munakunta er da også markedsledende med 40 procent af det finske marked for skalæg og ægprodukter.

Fremover vil de have danske ejere i form af Hedegaard Foods, der i denne uge skrev under på købet af 50 procent af den finske virksomhed, der i 2013 omsatte for 392 mio. kr.

Dermed opfyldes et vigtigt vækstmål for Danish Agros datterselskab, der det sidste år flere gange åbent har fortalt, at man var på udkig efter ekspansion omkring Østersøen.

»Munakunta passer rigtig godt sammen med vores øvrige aktiviteter i Danmark og Sverige,« udtaler adm. direktør i Hedegaard Ivan Noes Jørgensen om akkvisitionen, der dermed bringer vigtig vækst til hele Danish Agro-koncernen, som har et mål om en omsætningsstigning på 10 procent årligt.

I Finland hæfter bestyrelsesformand i Munakunta Jarmo Mäntyharju sig ved, at Danish Agro-koncernen via sit ejerskab af grovvarevirksomheden Hankkija har synergimuligheder, fordi man her er markedsleder på kyllingefoder og gødning.

Selv ejer Munakunta en mindre aktiepost i en foderstofvirksomhed. Hvad der skal ske med denne er ikke oplyst.

Heller ikke købsprisen oplyses af parterne. Købet afhænger af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle