Heftig debat og formandsexit hos svineproducenter

Transportegnethed og betaling for vask af lastbiler ved grænsen trak overskrifterne på Danske Svineproducenters generalforsamling, hvor formanden overraskede alt og alle med at gå.

Årets generalforsamling hos Danske Svineproducenter vil om nogle år nok først og fremmest blive husket for formandens overraskende farvel til producentforeningen.

Som afrunding på sin formandsberetning forklarede Torben Hauskov de godt 200 deltagere, at han ønskede at bruge mere tid på sin betydelige svineproduktion ved Lemvig og familien.

Dermed skal foreningen efter et enkelt år med Torben Hauskov for bordenden igen ud og finde ny formand, efter Henrik Mortensen sidste år måtte trække sig tilbage efter en årrække.

Tidligere formand skød med skarpt

Det var også en tidligere formand, som fik nogle af de sidste bemærkninger skudt ind i en halvanden times heftig debat, der fulgte efter formandsberetningen, som især kredsede om transportegnethed og en betalingsmodel for vask af lastbiler ved grænsen.

»Nu har jeg holdt mig i skindet længe, hr. Kjær Knudsen. Du bestiller musikken, du betaler musikken. For hvis det var sådan, at det var mig, der skulle betale, for det var mig, der eksporterede (grise, red.), så skal jeg også selv bestemme, om jeg skal vaske (lastbilen, red.), men det har fællesskabet bestemt, at jeg skal, ergo betaler fællesskabet. Det kan der ikke være nogen diskussion om. Den afgift, der opkræves nu, er helt klar ulovlig efter min bedste overbevisning. Lad os nu sætte os ned og finde en ordning, hvor vi alle er med til at betale. Det er mest fair«, sagde Torben Poulsen.

Baggrunden for den kradse bemærkning kom, efter Kim Kjær Knudsen, der sammen med sin bror og far driver en af landets største integrerede svineproduktion med 100.000 slagtesvin, tog fat i emnet om betaling for vask af lastbiler og gav udtryk for, at de, der bruger vaskehallen, også skal betale for udgifterne.

Tvisten om betalingen, der i øjeblikket er baseret på delvis brugerbetaling på 62 øre pr. smågris, kører for tiden med Danske Svineproducenter som en aktiv part i diskussionerne om at finde en model, som alle parter kan acceptere. At dømme ud fra debatten var enigheden svær at få øje på, ikke mindst, fordi der også er uenighed om, hvorvidt den nuværende model med brugerbetaling er lovlig eller ej.

Transportegnethed udgør et problem

Til gengæld var der bred enighed om, at transportegnethed volder svineproducenterne store problemer, fordi de nu mærker stramninger for transportegnethed af grise, som myndighederne har rullet ind over erhvervet den seneste tid.

»Jeg oplever mange af vores medlemmer, som er stærkt kritiske over for det, der sker nu, hvor vi virkelig har svært ved at få sendt dyr afsted til slagteriet, som er dyr med mindre skavanker. Jeg vil gerne, at vi står sammen om at påvirke Fødevarestyrelsen, for det er som om, at de har strammet den måde, de vurderer dyrene på, når de kommer ind på slagteriet. Jeg synes, det er et betydeligt problem, hvis dyr med små skavanker ikke kan blive slagtet«, sagde Claus Heisel, chefdyrlæge ved LVK, der blot var en af mange i debatten, som oplevede problemer med fortolkningen af transportegnethed.

Faktaboks

Udskiftninger

  • Ud over formanden stoppede Mikael Kristensen efter otte år.
  • Den nuværende næstformand Ulrik Volsgaard blev genvalgt, mens Jeppe Bloch blev valgt ind i bestyrelsen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle