Ledelse ligger ikke lige til mig. Sådan gik Helle Rosenkilde og tænkte. I dag er hun driftsleder på Kammergave med 96 årskøer og en særlig opgave i at inddrage beboer fra det bosted for folk med psykiske og sociale problemstillinger, som Kammergave rummer.
Det kom dog ikke bag på andre, at hun blev driftsleder. For ledelse ligger nogenlunde naturligt for hende.
»Jeg har ikke selv noget problem med at blive ledet af andre«, siger hun, og tilføjer med et grin:
»Hvis de leder mig, som jeg selv tænker, det skulle være«.
Da Helle Rosenkilde kom til Kammergave i 2017, var det ikke med en leder i maven. Hun havde været væk fra landbruget i 7 år, hvor hun arbejdede i børnehave.
»Jeg tænkte ikke på mig selv som driftsleder, for jeg har sneget mig uden om maskiner og markarbejde under uddannelsen«, fortæller hun.
Der skete dog hyppige udskiftninger i personalet, og hun var heller ikke tilfreds med det foder, der blev produceret, som var meget svingende i kvalitet. Da muligheden tilbød sig efter nogle år, tog hun derfor alligevel imod tilbuddet om at blive driftsleder. Sin manglende erfaring med marker og maskiner klarede hun på anden vis.
»Vi har lavet et samarbejde med Peter Mejnertsen, der driver markerne og leverer foder til os«, siger Helle Rosenkilde.
35 procent mere mælk
I dag fungerer tingene bedre, viser mælkeydelsen.
»Da jeg kom i 2017, var den 6.900 kg EKM pr. årsko, i dag er den 9.350 kg, og vi er ikke færdige«, understreger hun.
Selv om Helle Rosenkilde kom brat ind i jobbet som driftsleder, glæder hun sig meget over det i dag.
»Jeg er kommet med i en netværksgruppe, og det kan jeg anbefale. Jeg kan også kontakte en ledelseskonsulent, når jeg har behov, og det kan være godt at have en at læsse af på, men det meste må man lære sig selv«, siger hun.
Hun er aldrig før gået op i avl, men gjorde som avlskonsulenten sagde. Nu, hvor hun selv er i førersædet, blander hun sig.
Besætningen er en rød stambogsbesætning krydset med først holstein og siden mont beliarde.
»Det har jeg stoppet«, siger hun.
Nu krydser de med kønssorteret sæd og charolais tyr.
»Det vigtigste er, at dyrene bliver stærke. Vi har ikke verdens bedste stald, så gode ben er alfa og omega, for det skyldes oftest benproblemer, når vi slagter køer«, siger hun.
Glemte rapporter
Helle Rosenkilde har også skulle lære at arbejde med en bestyrelse, med advokater fra København.
»Det er min oplevelse, at jeg får lov til det meste. Vi har fundet en fornuftig samarbejdsform, men jeg har måttet kræve, at vi taler ordentligt til hinanden, ellers kan de selv passe køer«, siger hun.
Som driftsleder syntes Helle Rosenkilde ikke, at der var nogen retning tidligere. Hun lavede derfor en to-, fem- og 10-årsplan, som de pænt lagde i mapperne.
»Da jeg fulgte op og fortalte, hvor langt vi var nået, havde de glemt, at de havde fået planen. Men nu tror jeg trods alt, de har fået lidt respekt for den«, siger hun.