Hestedag i Skive

Stort arrangement for både trav-, køre- og rideheste 2. august.

Både Skive Trav og Skive Rideklub bliver fyldt til bristepunktet 2. august, når der for første gang holdes en samlet Hestenes dag i Skive.

Der ventes op mod 2.000 besøgende, som vil blive underholdt og få mulighed for at få viden med hjem om heste og hestehold.

Hestenes dag er etableret i et samarbejde mellem lokale ride- og hesteklubber på egnen, Skive Trav, Skive Pony Trav, Skiveegnens Erhvervs og Turistcenter samt enkeltpersoner. Arrangementet er støttet af Skive Kommunes visionspulje.

På Hestenes dag kan gæsterne opleve dressur for vogn, kvadrilleridning og indføring i hestedressur.

På stadearealet mellem travbanen og rideklubben bliver det muligt at købe rideudstyr, få gratis foderrådgivning og tips om håndtering af problemheste eller at tage en flødebolle-kamp. Gæsterne kan også få noget at spise og drikke. Overskuddet går til de lokale klubber og foreninger, der står for boderne. Dagen byder også på mulighed for ponytræktur og en tur i hestevogn.

Skive Kommune har sat sig for at gøre hele området omkring Skive attraktivt for hestefolk med blandt andet mange ridestier og andre faciliteter for hesteejere og -brugere. Et bredt samarbejde med ejendomsmæglere, arkitekter, håndværkere, rådgivningsvirksomheder mv. skal medvirke til at kommunen bliver "hesteland".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle