Historisk lav mælkepris kan lukke 5.000 tyske mælkeproducenter

Overproduktion og skarp intern konkurrence mellem mejerierne har sendt den tyske mælkepris ned på et niveau, hvor mælkeproducenterne taber op mod én krone pr. kg mælk. Den kritiske situation kan medføre lukning af 5.000 mælkeproduktioner i 2016.

En tragedie!

Kirsten Wosnitza holder vejret og rømmer sig. At skulle miste op mod 5.000 af sine mælkeproducerende kollegaer er svært at se som andet end en tragedie.

Hun er mælkeproducent og medlem af bestyrelsen for den tyske mælkeproducentforening BDM i Slesvig-Holsten, hvor lokale skattemyndigheder estimerer, at den aktuelle mælkepris er så svær en økonomisk udfordring, at 10 til 20 procent af de knap 4.000 mælkeproducenter må lukke inden udgangen af 2016.

På landsplan vurderer den tyske landboorganisation, Deutscher Bauerverband, at mere end 5.000 af de 73.000 tyske mælkeproducenter må lukke i år. Det er tæt på en fordobling af frafaldet i 2015, som er opgjort til knap 3.200 producenter.

Pengene rækker ikke

Den aktuelle mælkepris, som er på sit laveste siden 2008, udfordrer især de nord, vest- og østtyske mælkeproducenter. Mod syd er bedrifterne mindre og har supplerende indtægter. Henning Helms, mælkeproducent nær Rostock og formand for den tyske gruppe af European Dairy Farmers får i øjeblikket 20 eurocent for et kg mælk. Omkostningerne til at producere det er 28 eurocent, og skal der reinvesteres, stiger produktionsprisen yderligere to til tre eurocent.

»Det er meget svært i øjeblikket. Vi har alle mere end svært ved at se lyset for enden af tunnelen,« sammenfatter han den kritiske situation.

Flere tyske producentorganisationer vurderer overfor LandbrugsAvisen, at konkurser vil blive et tema i kvægbruget i de kommende måneder.

»Vi har ikke tradition for, at landmænd går konkurs. Normalt sælger man sine dyr og lejer jorden ud og får lov at blive boende. Men ingen vil købe køer mere, så bankerne er nødsaget til at trække stikket helt nu,« fortæller Henning Helms.

Mejerier i intern kamp

Kirsten Wosnitza og Henning Helms peger begge på overproduktionen, som den mest betydende faktor for den lave mælkepris. Men den interne kamp mellem de mere end 180 tyske mejerier må også bære en del af skylden.

Ruslands boycot af den tyske ost har efterladt de tyske mejerier i et uoverskueligt hav af mælk, som supermarkederne vil betale mindst mulig for. Kampen om supermarkederne har skærpet den interne konkurrence mellem de tyske mejerier, og givet mælkeprisen et yderligere stød mod bunden.

Mejeriens kamp kan blandt andet ses på bankkontoen hos familien Erichsen, som producerer mælk syd for den kendte fæstning Dannevirke. Deres aftager, Cremilk tabte en leverance til Lidl, og det har sænket betalingen for et kg mælk til 21 eurocent.

Lukker sig inde

Flere tyske producentforeninger forsøger med demonstrationer at få politikerne i tale i håbet om at finde en løsning, som skal sænke produktionen af mælk i EU. En demonstration med 8.000 brugte gummistøvler og flere tusinde slidte pattegummi fra malkemaskiner dumpet på Berlins mest trafikerede vej, er en de mest opsigtsvækkende i nyere tid.

»Vi føler, at vi får meget kredit for vores demonstrationer. Vi er enormt eksponerede i medierne, men det er trods alt en begrænset enklave, som vil demonstrere. Den jævne, tyske mælkeproducent sidder derhjemme. Han lukker sig inde og er deprimeret. Det er lang vej til håb,« siger Kirsten Wosnitza.

Faktaboks

Tyskland

  • 73.000 mælkeproducenter
  • Producerer mere end 31 millioner kg mælk svarende til 20 pct. af EU’s produktion
  • Har gns. 55 køer pr. bedrift

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle