Hold øje med dine forsikringer

Forsikringer bliver dyrere og dårligere, forudser forsikringsmægler.

Det trækker op til stramninger for landbrugets forsikringer, advarer forsikringsmægler Peter Quitzau fra firmaet Quit Risk.

"Svigtende investeringsindtægter har igen fået forsikringsselskaberne til at rasle med sablen. Alle melder, at der har været et stigende antal dyrere skader inden for landbruget. Og ud fra devisen at hver branche skal bære sig selv, må det forudses, at der både kommer forringelser i forsikringsbetingelserne, højere præmier og selvrisici," siger Peter Quitzau.

Flere af de store forsikringsselskaber er allerede begyndt. Codan, Nykredit og Alm. Brand ruller ifølge Peter Quitzau nye forsikringsbetingelser ud, hvor der er foretaget en række justeringer, der ikke alle er til gunst for kunden.

"Flere forsikringsselskaber ændrer strategi. De søger at udpege nøjagtig de kundeprofiler, de finder attraktive - og undgå de andre," siger Peter Quitzau.

Mange når ikke at skifte før nytår

"Der kommer næppe generelle præmieforhøjelser. Dertil er konkurrencen for hård. I stedet måles benhårdt på den enkelte driftsform eller kunde. Særligt uheldige kunder med flere skader end gennemsnittet kan forvente at blive "saneret", som det hedder internt. Det kan betyde højere præmier og selvrisici eller ligefrem opsigelse af engagementet. Og det bliver ikke nemmere at få en fornuftig aftale med et nyt forsikringsselskab, når man er "saneret" i det hidtidige," siger Peter Quitzau.

Selvom landmanden har flere år tilbage af en fem-årig aftale med sit forsikringsselskab, kan selskabet med en måneds varsel til hovedforfald varsle ændring af forsikringsbetingelser, dækning og præmie.

Samtidig skal forsikringsselskabet stille kunden frit til at søge andet selskab, men fordi mange landbrugsforsikringer forfalder 1. januar, er der ofte kun en måned - og det er julemåneden - til at indhente og analysere alternative tilbud og træffe en beslutning. Mange når det ikke, ifølge Peter Quitzau.

Tre måneders varsel for landmanden

Hvis landmanden derimod ønsker at prøve markedet af og indhente alternative tilbud, skal han opsige forsikringerne med hele tre måneders varsel til hovedforfald, det vil sige inden 1. oktober, hvis aftalen udløber 1. januar.

Der skal inden da være indhentet tilbud og truffet beslutning, så det nye Peter Quitzau kan nå at opsige den gamle forsikring, inden fristen udløber.

Peter Quitzau gør dog opmærksom på, at der er en mulighed for at få mere tid.

Hvis kunden inden 1. oktober skriver til sit forsikringsselskab, at han ønsker at blive fritstillet pr. 1. januar, har landmanden nemlig sikret sig retten til at opsige sine forsikringer og kan derefter bruge tiden frem til hovedforfald på at indhente tilbud og eventuelt flytte sine forsikringer.

Selv om man vælger denne mulighed, er det ifølge Peter Quitzau en god ide at være i god tid.

For mange er det uoverskueligt at sammenligne tilbud fra for eksempel tre forskellige selskaber med hver sin løsning.

Peter Quitzau opfordrer derfor landmænd til at alliere sig med en forsikringsmægler der kan udarbejde et udbudsmateriale, analysere tilbuddene og efterfølgende kontrollere policerne.

handrup@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle