Brev af Marianne Jørgensen, Salling
Der er alliker med afkom, der er ænder med ællinger, der er blishøns med kyllinger og svaler med mudder i hele garagen … Så er der Katten med mosegrise, med spidsmus, med springermus og husmus, men dem ser vi kun halen af.
Så er der Bondemanden med manglende tålmodighed, Fimpebarnet med eksamenskuller, guldbryllup for mine forældre, drengebarnet som amerikansk farmboy (nu med fuldskæg), og så er der valget!
Rød blok og blå blok, og blokerer, det gør jeg - for jeg bliver meget let stakåndet og får mavekramper og latterkramper og udslet af forargelse! Hold. Nu. Kæft.
Ikke en gang den siddende regering, endsige den måske kommende fraktion fra blåt hold, kan få sig selv til at tage landbrugets problematikker alvorligt. Det bliver jeg forarget over. Og jeg får udslet over de skide vandmiljøplaner, og så var der lige en retssag, som ingen refererer til, for det tør de vel ikke, dem der tror, de bestemmer, eller, hovsa, var det embedsmændene?
Og så er vi ikke en gang gået i gang med latterkramperne og mavekramperne, for det får jeg også! Især når to partiledere står over for hinanden, Helle i de tårnhøje stilletter (HTS) over for den lidt mindre U-Løkke i de dyre, dyre italienske håndsyede sko, og kaster med mudder og med ord, som om de er i børnehave og ikke kan blive enige om, om de skal vælge den blå eller den røde tusch at male skoven grøn med.
Og jeg bliver stakåndet, efterhånden som det går op for mig, at ingen øjensynligt har tænkt sig at tage min verden alvorligt. Det havde jeg ellers sådan håbet på, men nej, det sker så ikke … Heller ikke i uge to, den farlige uge to, af årets valgkamp. De siger på skærmen, at det er et historisk valg. Jeg ved da overhovedet ikke, hvad jeg skal mene om det. Historisk? Hvorfor?
Fordi der ingen er, der tør kalde en spade for en spade uden selv at være det.
Det er lige før, jeg er nødt til at stemme alternativt. Bare for at se, hvad en flok djøffer på skateboard i hippieforklædning kan udrette, bare for at se, om de har agt, hvis de får magt – det tvivler jeg nemlig noget så gevaldigt på!
Og der er heller ingen, der kommer til at bestemme noget som helst uden hinanden, for sådan er demokratiet heldigvis indrettet. Vi giver og vi tager. Vi skal bare blive enige om den samme kage. Og det er åbenbart også svært! Studenterbrød, hanekam eller brunsviger? Nej, måske hellere bagerens dårlige øje, københavnerbirkes og vaniljekranse uden huller.
Dem har de nemlig slugt allerede. Ja, dem! De andre. Dem vi ikke kan lide! Dem, der tror, de bestemmer.
(man kunne jo også stemme blankt, men det er ikke noget at lære sin 18-årige førstegangsvælger, så dét gør jeg ikke …)
God kamp!