Hollandsk landmand forstår ikke dansk tro på markedet

Hollandske Jacob Aalberts med 1.000 køer i Tyskland mener, en styring af mælkemængden er vejen frem til en højere mælkepris.

Han er hollænder, har 1.000 køer i det østlige Tyskland og forstår ikke danskerne.

Jacob Aalberts er mælkeproducent centralt i Europa. For 17 år siden valgte han at forlade sin hjemstavn og den gård, han havde arvet sammen med to brødre. Han tog til Wendisch Priborn i det tidligere DDR, hvor han overtog et stort tidligere statslandbrug, som var gået neden om og hjem efter berlinmurens fald.

Jacob Aalberts burde måske være meget liberal i sin tankegang, men erfaringer fra livet som mælkeproducent på et mere eller mindre frit verdensmarked har lært ham, at det ikke kun er producenternes udbud og forbrugernes efterspørgsel, som afgør, hvor meget han får for mælken og dermed tjener på sit arbejde.

Jacob Aalberts har som de danske kolleger valgt størrelse. Han driver 2.000 hektar, hvoraf de 600 er ejet. Da han sammen med familien kom til Wendisch Priborn, byggede han to nye store stalde med plads til 500 køer i hver. Antallet af ansatte blev reduceret kraftigt, mens mælkeydelsen nærmest blev fordoblet. Sidste år leverede han således 9,8 mio. kg mælk. Desuden har Jacob Aalberts som mange andre i Tyskland investeret i et biogasanlæg og sælger strøm til en garanteret fast og høj pris til det tyske samfund.

Fremgang udeblev

Han og familien er faldet godt til i Tyskland, men den økonomiske fremgang, som Jacob Aalberts havde håbet ville ske som en følge af indsatsen, udeblev. I dag er de nye stalde ikke længere helt så nye, og mælkeprisen er så meget under pres, at han taber penge på produktionen.

Han kunne vælge som de danske kolleger at producere mere mælk for at få flere penge i kassen. Men han har i stedet valgt at sætte en prop i mælkestrømmen. Lige nu sætter han ikke flere køer ind i stalden. Og han opfordrer sammen med mange andre tyske mælkeproducenter til at mælkeproduktionen begrænses. Jacob Aalberts vil have EU på banen og kvoterne tilbage. Han frygter, at EUs mælkeproducenter bliver tabere i en verden, hvor toldmure og støtteordninger fortsat dominerer handlen.

»Vi tjener ikke på mælken, men sætter penge til hver dag. Hvorfor skal jeg så fastholde eller øge produktionen,« spørger Jacob Aalberts.

Ramte bunden

2009 blev et rædselsår for tysk mælkeproduktion. Ifølge mejeriernes organisation MIV blev mælkeprisen i gennemsnit 24,3 cent eller 1,81 kr. pr. kg. De to foregående år lå prisen på omkring 33 cent eller 2,45 kr. MIV mener, at især udlandet er påvirket af finanskrisen og rammer de tyske mejerier på omsætningen, men lavpunktet er nået, og nu ser det ud til, at mælkeprisen i Europa retter sig i 2010 godt støttet af verdensmarkedspriserne, mener organisationen.

Jacob Aalberts sælger sin mælk i et samarbejde med andre producenter til de mejerier der byder højest.

»Lige nu er mælkeprisen omkring 26 eurocent pr. kg, og forhåbentlig kommer den op på 30 cent sidst på året. Men det er alt, alt for lidt. Modelberegninger af vores omkostninger viser, at vi skal have en mælkepris på 38 eurocent pr. kg for at eksistere. Nogle har større omkostninger end andre, men det kan altså ikke passe, at de allerbedste og allermest effektive over flere år ikke tjener penge på at trække i arbejdstøjet. Jeg forstår ikke, at vi mælkeproducenter finder os i det. Enhver, der tænker sig bare lidt om, kan konstatere, at man ikke kan leve af at malke køer med en mælkepris på 26 eurocent. Mine ansatte siger, de vil have en højere løn og arbejde mindre. Vi landmænd siger åbenbart det modsatte,« siger Jacob Albrechts.

Styre mængderne

»Derfor skal vi skal styre mælkemængden. Vi får jo ingenting for de sidste kg mælk. En bager, som er alene på markedet søndag morgen, sælger jo heller ikke de sidste brød til halv pris lige inden lukketid. Han smider dem ud, så han kan opretholde en høj pris,« siger Jacob Aalberts.

»Vi skal styre mængderne, som man gør det inden for alle andre industrier. Producerer bilfabrikkerne flere biler, end der bliver solgt? Nej, selvfølgelig gør de ikke det. Og producerer de flere biler, hvis priserne falder? Nej, tværtimod, de producerer færre. Kun landmændene vil producere mere til en lavere pris,« argumenterer han.

»Men hvis mejerierne fik fem procent mindre mælk, stod de meget stærkere i forhandlingerne med detailhandlen Men når de store supermarkeder kan se, at landmænd er klar til at arbejde mere uden at få noget for det, ja så slår de selvfølgelig til. For de styrer jo omvendt deres del af markedet. De ved, hvor de skal tjene pengene og har en klar strategi. Det har vi ikke,« siger Jacob Aalberts.

Dansk tro på markedet

»Det gør mig ærgerlig, at danske landmænd fortsætter med at producere mere til de lave priser. Jeg kender mange i Danmark, og jeg ved, der er en tro på det frie marked, men det eksisterer ikke. Hvis USA importerer ost, bliver varen belagt med told. Sådan er det over hele verden. Det frie marked eksisterer ikke - alle markeder er reguleret,« siger Jacob Aalberts.

»Jeg ville da gerne arbejde på det frie marked, som danskerne ønsker. Men vil rådgiveren arbejde for otte euro (60 kr.) i timen? Og vil de ansatte arbejde til den løn, som de tilbydes i Bulgarien og Rumænien? Næh. At producere mælk af topkvalitet, sikre køernes velfærd og have høje omkostninger og så sælge den til lavpris, det skal vi sige nej til,« mener Jacob Aalberts.

Han kigger ud over staldene og markerne. Han fik den store bedrift, han drømte om den gang i Holland. Men han har mistet troen på, at hans arbejde bliver belønnet.

himmelstrup@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle