Horsch klar til svær jord

Ny Terrano-harve løsner i dybden og sønderdeler jordoverfladen i én overkørsel.

For at imødekomme behovet på de sværeste jordtyper for både at løsne i dybden og få harvet overfladisk med god opblanding i én arbejdsgang, lancerer Horsch nu Terrano MT-harven i 4,4 og seks meters arbejdsbredde.

MT-harven er opbygget på samme grundramme som FM-harven, der kom forrige år, med centermonterede transporthjul, som også kan aflaste pakkevalsen eller alene udgøre dybdereguleringen, hvis der køres uden pakkevalse.

Forrest sidder to rækker takkede tallerkner af samme type som på Joker-tallerkenharverne og med en diameter på 52 cm. Tallerkensektionens arbejdsdybde styres hydraulisk fra traktorkabinen. De efterfølges af to rækker kraftige TerraGrip-tænder. Af pakkevalser fås enten stålringspakkeren SD-Pack eller dobbeltpakkeren RollFlex.

Som standard er MT-harven udstyret med smalle Low Disturbance-skær, der ikke trækker råjord op fra dybden, men andre skær kan monteres.

»Der er mange muligheder med Terrano MT-harven, for eksempel rapssåning på rækker med 40 cm afstand, netop der hvor TerraGrip-tanden har arbejdet. Frøene kan drysses ud inden pakvalsen, eller der kan monteres skiveskær efter valsen,« forklarer Arne Gejl, produktspecialist hos den danske Horsch-importør, Stroco-Agro.

En anden anvendelsesmulighed for MT-harven er at lave såbed i en overkørsel hos kartoffelproducenterne. Tænderne løsner den ofte sammenkørte jord i dybden, mens discsektionen skærer toppen i stykker og blander overfladen godt op. Spildkartoflerne bliver på overfladen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle