Horsch vil sprøjte med 30 km/t

Ny type bomophæng gør det muligt at køre med bommen 30 cm over afgrøden og sprøjte tætte afgrøder med høj fart.

Opgaven var egentlig ret enkel, da fabrikant Michael Horsch, den ene af de to tyske brødre, der grundlagde og i dag leder Horsch, for fem år siden satte gang i endnu et udviklingsprojekt:

»Jeg vil have en selvkørende sprøjte, der kan køre 60 km/t på landevejen. Den skal kunne køre 30 km/t i marken med bommen højst 30 cm over afgrøden. Og så skal vi ikke bygge noget, der allerede eksisterer,« var beskeden til en lille kreds af betroede specialister.

Nu er resultatet så klar af fem års udviklingsarbejde: Horsch-Leeb PT330. En selvkørende sprøjte med et helt nyudviklet bomophæng, hvor bommen bevæger sig helt uafhængigt af sprøjtens chassis via ophæng i en kraftig aksel.

En række sensorer på sprøjtens chassis, i akslen til bomophænget og på selve bommen registrerer konstant både sprøjtens og bommens position i forhold til jordoverfladen efter gyroskop-princippet, kendt fra blandt andet fly og ubåde, og holder bommen parallel via to hurtigreagerende hydraulikcylindre på selve bommen.

Selve bomgeometrien giver sammen med yderligere hydraulikcylindre en meget hurtig dæmpning af yaw-bevægelserne, også ved nedbremsning og når der drejes uden at hæve bommen.

Traktorkabine fra Axion 900

Foruden det patenterede bomophæng byder den nye sprøjte på en lang række andre interessante løsninger.

Både sporvidden og frihøjden er hydraulisk variabel ’on the go’ og kan således tilpasses den enkelte sprøjteopgave.

For at matche topfartens krav om levering af store mængder sprøjtevæske er pumpeydelsen 1.000 liter i minuttet, og væskesystemet er fintunet.

Kabinen er placeret mellem akslerne af komfortmæssige grunde. Kabinen er leveret af Claas fra traktorserien Axion 900 og har Horsch-Leebs egen sprøjtecomputer integreret i armlænet. Transmissionen er hydrostatisk med hjulmotorer og mulighed for at overføre alle kræfter til baghjulene på vej op ad bakker.

Bommen har pneumatisk dysekontrol med 25 cm mellem dyserne, som det kendes fra Horsch-Leebs øvrige sprøjter.

Horsch kører i øjeblikket intensive test med to PT330 i Tyskland og to i Tjekkiet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle