Husdyrtætte områder hårdt ramt af randzoner

Mine værste anelser gik i opfyldelse, siger Niels Jørgen Jørgensen, mælkeproducent ved Brovst.

"Det vil koste mig indtægten fra 12-13 køer," fastslår Niels Jørgen Jørgensen, mælkeproducent ved Tranum i Thy, efter en konsultation på NaturErhvervs hjemmeside, hvor de ti meter randzoner om vandløb og søer blev vist på kortmaterialet i sidste uge. Når randzonearealet er trukket fra det areal, han må sprede gylle på, har han to muligheder: Skaffe erstatningsjord eller skære ned i besætningen, og umiddelbart er nedskæringen eneste mulighed.

Tabet opgør han til knap 156.000 kroner om året på den 215 hektar store bedrift.

»Det er en umulig situation, de sætter os i. Mange er i forvejen spændt så hårdt op økonomisk og arbejdsmæssigt, at de knap nok har tid til at sætte sig ind i de nye krav - og så her i ferietiden,« siger Niels Jørgen Jørgensen.

Mange i samme situation

Landet over er mange husdyrbedrifter i husdyrtætte områder i samme situation. I området omkring Lemvig anslår formanden for Lemvigegnens Landboforening Bent Graversen, at over to tredjedele af husdyrbedrifterne vil få harmoniproblemer, dvs. uoverensstemmelse med dyreantal og udspredningsarealer. Det samme gælder Himmerland, anslår Agri Nords næstformand, Henrik Dalgaard, som onsdag deltog i to orienteringsmøder om de nye randzoner for foreningens medlemmer.

I LandboSyds område kender chefkonsulent Helge Lorenzen også mange bedrifter, som får harmoniproblemer.

»Over to tredjedele af mine kunder får problemer med det. De skærpede regler for nye miljøgodkendelser kan godt føre til, at deres naboer med rene planteavlsbrug ikke vil indgå gylleaftaler, eller at det bliver meget dyrt,« siger Helge Lorenzen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle