Se Videncentret for Landbrug og mød en række af medarbejderne
»Vi hører ofte folk spørge: I er 500 ansatte i Skejby, og I omsætter for 500 millioner kroner - men hvad laver I egentlig?«
Det ofte stillede spørgsmål er ifølge adm. direktør Jan Mousing, Videncentret for Landbrug (VFL), selve årsagen til, at han 25. november inviterer alle interesserede til Åbent Hus på VFL og på videns- og virksomhedsparken Agro Food Park, som VFL er en del af.
»Vi har ikke gjort det før, men dels har vi en målsætning om at blive mere synlige og åbne over for omverdenen, dels er vi naturligvis både glade og stolte af de ting, vi arbejder med,« siger Jan Mousing.
»Samtidig sker der netop nu utrolig meget i Skejby. Agro Food Park omfatter 30 virksomheder på cirka 30.000 kvadratmeter, men yderligere 60.000 etagemeter er på vej i de kommende år. Den historie og virksomhedens betydning som understøttelse for fødevareerhvervet fortjener at blive bedre kendt.«
For nylig blev det netop offentliggjort, at Arla bygger sit kommende innovations- og udviklingscenter på cirka 10.000 kvadratmeter i Agro Food Park. Centret ventes klar til åbning i 2016 og vil beskæftige cirka 120 personer.
På Åbent Hus-dagen vil gæsterne få lejlighed til at møde både direktionen og en række af Videncentrets ansatte, der holder aktuelle, faglige indlæg for de forskellige grupper af besøgende.
Desuden er der naturligvis rundvisning på Videncentret og Agro Food Park.
Åbent Hus-dagen starter kl. 10 og slutter kl. 15. Deltagelse er gratis. Tilmelding senest 13. november
Program og tilmelding på: www.vfl.dk/aabenthus