Hvad! Slut med rent drikkevand?

Samvirkes septembernummer har en forside og en artikel, som har fået pressechef i L&F Morten Nielsen op i det røde felt.

»Snart kan det være slut med at drikke vand fra hanen«. Hvad er der galt med den overskrift?

Det er noget sludder. Det samme er artiklen inde i Samvirke. Der er ingen hold i påstanden. Det tegner et helt urimeligt skræmmebillede af vores drikkevands sundhedstilstand. Hvis man var konspiratorisk, kunne man måske mistænke COOP for at være ude på at sælge mere kildevand på plastikflasker.

Hvad er der galt med artiklen?

Da jeg så nummeret af Samvirke, blev jeg ærlig talt lidt deprimeret. Det er en uskøn blanding af holdninger og fakta, som fremstilles alene som fakta, og det er ganske enkelt helt uacceptabelt. Jeg reagerer stærkt på, at der kommer sådan et eksempel på journalistik. Man citerer en undersøgelse, der er stærkt kritiseret, uden at nævne dette. Og dermed brygger man et urigtigt skræmmebillede sammen af glyphosat. Det er helt sikkert kompliceret stof, men vi skal have en demokratisk samtale om miljø og klima, og så er det vigtigt, at vi ikke starter med en masse vrøvl. Medierne svigter, hvis vi giver fakta og synspunkter samme vægt, og hvis man ikke gør det klart, hvornår der er tale om det ene og det andet. Landmænd drikker også vand fra hanen, og de vil selvfølgelig have lige så rent vand som alle andre.

Chefredaktøren på Samvirke har sagt, at der er dækning for overskriften inde i magasinet. Tillægger du ikke ordet KAN en betydning i overskriften?

Nej - det er i departementet for kværulanteri. Det er jo heller ingen, der vil sige, at Coop KAN lukke i morgen.

Hvordan vil du gå videre med sagen?

Torsdag sendte jeg en skriftlig klage af sted til Samvirke. Jeg regner med, at chefredaktøren vil sørge for, at der kommer en præcisering i næste nummer af magasinet. De går jo ind for god presseskik og er tilmeldt pressenævnet.

At det er Coops magasin - betyder det noget?

Nej, egentlig ikke, selv om mange landmænd tydeligt husker, at de har haft en skæv dækning af pesticider for få år siden. Jeg vil blot have en ordentlig og redelig debat om drikkevand, og det får man ikke ved at stå og råbe ad hinanden.

ubi

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle