Hvem malker køer, slagter grise og plukker jordbær?

Tysklands svinekonge bøjer sig og vil nu indføre mindsteløn - men hvad med arbejdspladserne ude på bedrifterne?

Da corona hos hundredevis af løstansatte østeuropæere lagde Tönnies’ slagteri ned, opdagede medierne pludselig de meget ringe forhold, de ansatte bor og arbejder under. Som du kan læse i avisen har Danish Crown og de danske fagforeninger peget på det i 15 år, men uden meget held. Mens velfærdsproblemer i svinestaldene nok kan rydde forsider, er medierne kynisk sagt ret ligeglade med, hvordan sådan nogen slagteriarbejdere egentlig lever - medmindre de smitter andre!

Men det ændrede coronaen som sagt, og i denne uge så ejeren Clemens Tönnies sig nødsaget til at bøje sig. Nu skulle det være slut med tusindvis af såkaldte kolonnearbejdere uden rettigheder, og mindstelønnen skal op til 90 kr. lod han forstå... hvis alle andre slagterier gør det samme.

Hvad med os?

Der er langt fra det enorme slagteri i Rheda til de enkelte landbrugsbedrifter, hvor selv de allerstørste kun har nogle håndfulde ansatte, men alligevel er Tönnies-sagen måske en anledning til at kigge indad.

Landbruget har ændret sig markant, som du kan se af grafen. Mens der tilbage i 2007 var lidt flere ejere end ansatte på fuldtidsbedrifterne, er billedet i dag næsten dobbelt så mange ansatte som landmænd. De landmænd, der klarer bedriften alene sammen med ægtefællen og lidt løs medhjælp, er hastigt ved at uddø. Landmanden er i dag mindst lige så meget arbejdsgiver som landbrugsfaglig håndværker, uden at det fylder meget i den interne debat.

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre«

Mælkeproducent Martin Mou-ridsen fortalte i sidste uge om, hvordan den virkelighed kan være lidt af et mareridt. Han driver en bedrift med 150 holsteinkøer sammen med en elev og en fastansat. Nu er eleven blevet langtidssyg, og medhjælperen er på vej på barsel. Martin knokler for to og holder aldrig ferie - mens man i andre brancher kan vente til i morgen, skal en kvægstald passes hver eneste dag. Han har søgt og søgt efter en ny elev, men får ingen ansøgninger. »Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ellers kan gøre«, fortalte han opgivende.

»Et ordentligt hjem«

I samme uge skriver driftsleder Jane Andersen i Fagmagasinet Svin om forholdene for de ansatte på Sydhavsgrisen. Hun har givet dem frihed til selv at tilrettelægge arbejdet og oplever til gengæld stor ansvarlighed, men tilføjer så:

»Vi skal også tænke over, hvad vi ellers tilbyder vores ansatte. Ville jeg selv være tilfreds med at bo i en skurvogn eller en campingvogn ved siden af stalden? Nej, de ansatte skal have et ordentligt hjem at bo i«.

De glemte plukkere

I forårets løb har vi på LandbrugsAvisen flere gange forsøgt at komme på besøg hos frilandsgartnerne. Vi ville gerne lave en positiv sommerhistorie om livet blandt de mange nationaliteter, der plukker de dejlige danske jordbær og ærter.

Vi fik et høfligt nej tak. Frilandsgartnerne fortæller gerne om deres produktion, men ikke om de ansatte.

Denne lukkede linje kan fungere i mange år, som erfaringen viser fra Tyskland, men er det holdbart for os selv? Landbruget er i disse år meget optaget af at vise ansvarlighed og åbenhed, når det handler om miljø og klima. Som Jane Andersen antyder, er der masser af gode jobs. Det ved omgivelserne ikke, bl.a. fordi man ikke taler om det.

Landmænd viser stolt gården frem ved Åbent Landbrug - måske skulle man udvise den samme stolthed over de ansattes løn- og arbejdsforhold?

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle