Hvor meget skal danskerne betale for minkskandalen?

Af Tonny Klinch Hansen, Formand Frie Bønder Levende Land, Gauerslund Skovvej 104, 7080 Børkop

Mink-sagen har på mange måder været et ulykkeligt forløb. Et erhverv har måttet se sig afviklet på en brutal måde. Det ændrer dog ikke på, at det var på høje tid at afvikle en produktion, som allerhøjst skulle have været en niche, men havde udviklet sig til verdens største.

Fagligt set burde beslutningen om aflivning være truffet langt tidligere, så det kunne være foregået stille og roligt, med mindre risiko for økonomi og grundvand, og i henhold til en klar politik for husdyrhold. Det er, fordi vi i mange år har vidst, at intensiv produktion af mink, fjerkræ og svin skaber gode betingelser for fremkomst eller forværring af alvorlige zoonoser som svineinfluenza og COVID-19. Rettidig omhu var for længst blevet umulig d. 4. november, og den principielt ansvarlige beslutning om at aflive alle mink for bl.a. at forhindre mutationer af SARS CoV 2 blev desværre skæmmet af den manglende lovhjemmel. Det bør dog ikke aflede fokus fra, at det var den rette beslutning, da minkproduktionen satte hele befolkningens sundhed på spil. Vi kan derfor på ingen måde tilslutte os oppositionens og visse landbrugsorganisationers forsøg på at udnytte sagen til egen politiske eller økonomiske vinding .

Regeringens befaling rammer minkavlerne forskelligt, fordi de som landmænd har drevet deres virksomheder forskelligt. Overordnet set har branchen dog siden 2013 oplevet markant nedgang. Kompensationen vil derfor være en ulykke for nogle men en gylden redningsplanke for flere. Den danske befolkning er ikke tjent med at betale for at forgylde et økonomisk trængt, for ikke at sige ødelagt, erhverv midt i en global økonomisk krise. Derfor bør kompensationen afspejle erhvervets økonomiske status gennem flere år og ikke priserne helt tilbage fra 2013. Det bliver ikke nemt for myndighederne at afgøre de enkelte kompensationer. Men vi ved, at det ikke bliver billigt for statskassen, og det bør give anledning til at stille krav til andre sårbare intensive husdyrproduktioner, såsom vores store svineproduktion. Det vil få større økonomiske konsekvenser, hvis den rammes i samme omfang som minksektoren, selvom også den side af sagen er til at overskue.

De store husdyrproducenter bør som minimum være forpligtede til at indgå i egnede forsikringsordninger, så det ikke er den danske befolkning, der betaler for gildet, når konsekvenserne rammer.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle