Hyppig udslusning af gyllen kan halvere lugten

Nyt fra Videncenter for Svineproduktion

Lugt kan være et problem i forbindelse med miljøgodkendelser. I 2009 påbegyndte Videncenter for Svineproduktion en afprøvning af, hvorvidt det er muligt at reducere lugtemissionen fra svinestalde med gyllesystemer alene ved at ændre på management for, hvor ofte gyllen sluses ud. På sigt er det målet at få optaget hyppig udslusning på Miljøstyrelsens Teknologiliste som en anerkendt teknologi til reduktion af lugt fra staldanlæg.

Første del af afprøvningen blev gennemført i en slagtesvinestald og er nærmere beskrevet i en Meddelelse fra Videncenter for Svineproduktion, der ligger på hjemmesiden www.vsp.lf
For at kunne se den størst mulige effekt af den ugentlige udslusning af gyllen blev lugtmålingerne gennemført dagen efter, at kummerne i forsøgsstalden var blevet tømt. Lugtemissionen fra staldsektionen med ugentlig tømning af gyllekummerne var signifikant lavere end fra kontrolsektionen (henholdsvis 87 OUE/sek./1.000 kg dyr og 170 OUE/sek./1.000 kg dyr fra de to sektioner), svarende til omtrent en halvering af lugtemissionen dagen efter udslusning. Arbejdet fortsættes i klimakamrene på Forsøgsstation Grønhøj, hvor effekten af gylleudslusningen over ugen undersøges.

Målinger af svovlbrintekoncentrationer i staldsektionerne viste samme resultatet som lugtmålingerne. Svovlbrinte dannes under iltfri forhold i gyllen, og udledningsmængden af svovlbrinte fra stalden afhænger af gyllens alder. Da svovlbrinte endvidere er et af de typiske lugtstoffer fra gyllen, er der god fornuft i at begrænse svovlbrinteproduktionen, hvis der skal opnås lugtreduktion.

Der var i afprøvningen en mindre, men dog signifikant lavere, ammoniakemission fra forsøgsstalden med ugentlig udslusning, end fra kontrolstalden.

Automatiseret gylleudslusning

Hyppig udslusning af gyllen vil medføre et større tidsforbrug i stalden, og det vil derfor være oplagt at tænke i teknologiske løsninger til at automatisere processen.

MT Højgaard præsenterede, som tostjernet nyhed på Agromek 2010, en intelligent gylleprop, der gør det muligt via MT Højgaard SmartFarm at automatisere gylleudslusningen fra de enkelte gyllekummer.

En anden mulighed er at automatisere gylleudslusningen fra alle gyllekummer på samme gyllestreng ved hjælp af f.eks. et spadespjæld. Det er den teknik, der typisk anvendes i forbindelse med gyllebehandling, bl.a. i gylleforsuringsanlæg fra Infarm A/S og Jørgen Hyldgård Staldservice A/S.

Halm og gylle

Interessen for at bruge halm som beskæftigelses- og rodemateriale sætter fokus på de eksisterende gyllesystemers evne til at håndtere halmen. I den forbindelse har Videncenter for Svineproduktion netop iværksat en afprøvning af driftsikkerhed af gylleforsuringsanlæg ved anvendelse af halm.

Endvidere kan nytænkning i forbindelse med materialevalg og udformning af gyllekummer i fremtidige staldbyggerier sikre en mere effektiv udslusning af gyllen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle