Importører: Der er et behov

Selv om maskiner på bælter giver "udfordringer" på vejen, stiger efterspørgslen. Der er et stort behov, vurderer importører.

Vejer dit køretøj, der er helt eller delvist drevet af bælter, over 16 ton, ja, så er det slut med at køre lovligt på vejen uden dispensation.

Ikke desto mindre ser man flere og flere bæltetrukne maskiner i landbruget, og salget må formodes at være stigende. Det kan unægtelig kun betyde, at flere maskiner med bælter færdes ulovligt på vejene.

»Hvad fortæller det jer som importører?«

»Med de høstbetingelser, der har været de seneste to-tre år, så har mange landmænd været afhængige af bælter på mejetærskere for at få dele af den vigtige høst i hus. Høsten er jo eksistensgrundlaget for at overleve. Så der er helt sikkert et behov for bælter på maskinerne i visse tilfælde,« siger Morten Nørtoft Jørgensen fra LMB Danmark, den danske Claas-importør.

Kristian Refnov, marketingchef hos Case IH, er af samme opfattelse. Han mener også, der er et behov for bælter på visse landbrugsmaskiner.

»Vi har jo set efterspørgslen over lang tid. Så det er ikke bare et forbigående modefænomen. Det er virkelig, fordi landmændene ser et værktøj, der kan hjælpe dem,« mener Kristian Refnov.

Regler ude af trit med nutiden

Både Claas og Case IH tilbyder bælter på landbrugsmaskiner, og hos begge importører er man af den opfattelse, at de nuværende regler ganske enkelt er ude af trit med virkeligheden. Men Trafikstyrelsen har indtil nu ikke været indstillet på at ville ændre dem.

»De seneste to år har vi anbefalet alle købere af en ny mejetærsker med bælter til at søge dispensation. Det er i visse tilfælde lykkedes. Men ellers er der ikke så meget at gøre.«

»Via en trafikgruppe, der består af repræsentanter fra brancher på tværs af landbruget, har vi forsøgt at gøre opmærksom på, at bælterne rent faktisk trykker mindre på vejen, og at maskinerne er smallere og lettere at komme rundt med, når de er udstyret med bælter. For ikke at tale om fordelene ved at benytte dem i marken. Men det har indtil nu ikke ført til noget, erkender Morten Nørtoft Jørgensen.

Hos Case IH gør man også kunder til nye maskiner med bælter opmærksom på, at kørsel på vejen er ulovlig uden dispensation.

»Heldigvis kan de undgå at skulle på vejen, hvis markerne ligger rigtigt i forhold til gården. Men det ændrer ikke på, at reglerne ganske enkelt ikke stemmer overens med nutiden. Det er meget overraskende, at der ikke sker noget,« tilføjer, Kristian Refnov.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle