Influenza smitter meget let

Dyrlæge mener, at den interne smittebeskyttelse skal forbedres markant.

Hvor coronavirus har et kontakt-tal mellem 2 og 3, har influenzavirus et kontakttal omkring 10, så den spreder sig meget lettere end corona.

Rikke-Gry Nielsen er dyrlæge hos Ceva, der bl.a. producerer og sælger influenza-vacciner til grise. Hun mener, at vi skal tage influenza mere seriøst, fordi influenzavirus er en såkaldt zoonose, hvor virus kan smitte mellem mennesker og grise. Heldigvis er der noget, vi kan gøre.

»Vi skal sørge for, at alle, der kommer i svinebesætninger, er vaccinerede mod influenza. Og vi skal sørge for, at den interne smittebeskyttelse bliver langt bedre«, siger hun.

Det første punkt er ikke så vanskeligt at efterleve.

Det næste punkt er værre. Vaccination af grise mod influenza hjælper på smittetrykket, men kan ikke stå alene, fordi virus smitter så effektivt.

Hun fremhæver, at områder som vask og sektionering, sammenblanding af aldersgrupper og fravænningsalder skal løftes til et nyt niveau.

»Vi kan lige så godt øve os nu, for når zink forsvinder, bliver udfordringen bare endnu større«, siger Rikke-Gry Nielsen.

Det betyder måske, at fravænningsalderen skal op, at man ikke skal flytte grise mellem kuldene i farestalden, at man skal sammenblande mindre efter fravænning, og at man skal have en mere konsekvent forståelse af alt ind/alt ud produktion.

Det betyder mere plads pr. gris og dermed dyrere produktion, men det giver også bedre sundhed, lavere foderforbrug og lavere forbrug af antibiotika.

Det kan betyde, at svineproduktionen ikke får samme skæbne som mink.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle