Invester langt væk fra byerne

Slid det op I har og invester så i det åbne land, lyder rådet fra Dansk Landbrugs formand.

Den nye miljøgodkendelsesordning har strammet reglerne - især når det gælder afstandskravene for lugt til enkeltbeboelse. Det betyder, at mange ejendomme i udkanten af landsbyerne ikke kan godkendes efter de nye regler.

Med udgangspunkt i en konkret sag om en ung landmand drøftede Landsformandsmødet i mandags indgående, hvilke råd man skulle give landmænd, der kommer i klemme. Og meldingen fra Landsformandsmødet var klar og entydig.

Langt væk fra byerne

"Basér ikke jeres fremtid som landmand på ejendomme, der ligger i bynære omgivelser. Vær god ved jer selv og placer i stedet jeres investeringer langt væk fra byerne, hvor I kan investere i god tro og med sikkerhed for fremtiden."

Peter Gæmelke har tidligere talt for, at ejendomme i nærheden af landsbyer skulle kigge sig om efter andre muligheder - men i mere varsomme toner.

"Vi var allerede inde på problemet, den gang de første afstandskrav kom," siger han. "Men med de nye miljøregler er det sværere at få tilladelse, hvis man ligger i nærheden af enkeltbeboelser eller mindre klynger af bebyggelser."

Fortsæt produktionen

Landsformandsmødets klare melding er dog ikke en opfordring til alle landmænd med en landsby på dørtrinnet om straks at kaste håndklædet i ringen. Og det er heller ikke et signal til myndighederne.

"Landmanden skal naturligvis have lov til at fortsætte den produktion, han har fået godkendt i de nuværende bygninger, så længe de opfylder kravene til produktionen," understreger Peter Gæmelke.

Dermed er der også sendt et signal til realkreditinstitutterne, når det gælder lån til investeringer i bynære ejendomme.

"Så længe der er produktionstilladelse, er der tale om en ejendom i fuld drift, der fortsat kan finansieres," fastslår formanden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle