Investerer tocifret millionbeløb i at lave flere kalve

Bent Askholm er godt tilfreds med økonomien i at lave slagtekalve og udvider nu med 30 procent.

For fem år siden overvejede familien Askholm, Skanderborg, at nedlægge produktionen af kalve. Nu er vilkårerne blevet så gode, at de i stedet investerer et to-cifret millionbeløb i at udvide produktionen.

Fra lidt under 1.000 kalve om året kommer familien op at producere omkring 1.300 kalve årligt.

"Det gælder om at investere så lidt som muligt. Derfor har vi også besluttet at forlænge de eksisterende meget enkle stalde med dybstrøelse. Vi kan etablere en produktion næsten lige så billigt som vi for nylig så i Argentina," fortsætter Bent Askholm.

Dybstrøelse er dyrere i drift end sengebåse. Til gengæld er man ikke bundet 30 år ud i fremtiden af investeringer.

"Vi skal ikke have for meget beton," slår Bent Askholm fast.

En stor del af investeringen er derfor gået til at købe en gård, som tidligere blev forpagtet.

Billigt foder

Bent Askholm erkender, at økonomien i kalveproduktionen er god for tiden.

"Der har været år, hvor vi har sat penge til. Det kan vi tillade os, fordi der ind imellem er gode år," siger han.

Billigt foder er en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor produktionen giver overskud.

"Vi bruger vores eget korn og dyrker ærter. Så vi køber kun 20 procent af det foder kalvene æder. Det giver en klar fordel," konstaterer Bent Askholm.

Lav indkøbspris

Lav indkøbspris på kalve er en fordel for os", påpeger Bent Askholm, der dog gerne ville tilbyde leverandørerne bedre priser, hvis det var muligt.

"Men det er alt det, der ligger mellem indkøbet og salget til slagteriet, som vi kan gøre noget ved."

At udvidelsen kommer nu, har meget med troen på økonomien i produktionen at gøre. Der er dog også en anden grund:

"Penge er en utroligt motiverende faktor, men det spiller også en afgørende rolle, at vores søn - hvis vi tjener nok - gerne vil med i bedriften."

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle