Jeg en gård mig bytte vil ...

Handelen med ejendomme er inde i et dødvande og hvad gør man så, når man vil videre: En nordjysk landmand efterlyser i annoncer en kollega, der vil bytte gård.

Haves: Slagtesvineejendom på 80 hektar.

Søges: Produktionsejendom med svin eller køer.

På vegne af en anonym landmand har økonomikonsulent Jakob Jessen, Landbo Limfjord, indrykket en annonce i flere landbrugsmedier, hvor han efterlyser en landmand, som er parat til at bytte ejendom.

»Baggrunden er, at landmanden har en ejendom der er for lille i forhold til hans ambitioner. Finansiering er ikke en hyldevare længere, og han har erkendt, at det er svært at sælge hans nuværende ejendom,« siger Jakob Jessen.

»Hvad så? Ja, så har han tænkt sig at bytte med en større produktionsejendom.«

Handlen ligger stille

Handlen med landbrugsejendomme ligger ifølge Jakob Jessen helt stille, måske bortset fra familiehandler, og derfor kan landmanden ikke bare sælge sin nuværende ejendom og købe en anden.

»Det dur ikke nu, der sker ikke en skid. Handlen med produktionsejendomme er inde i et dødvande, og de fleste af de handlede produktionsejendomme er mere eller mindre nødlidende.

Mange landmænd har store flotte produktionsejendomme, som de ikke vil sælge til den pris, de kan få, men de kunne måske godt tænke sig at drosle ned på en mindre ejendom,« siger Jakob Jessen.

Vil bryde dødvande

Landmanden håber ifølge Jakob Jessen på at bryde dette dødvande ved at bytte ejendom.

»Ofte er det jordprisen, der er det springende punkt, men hvis de bytter ejendomme med nogenlunde samme areal, så betyder det ikke så meget, hvad de sætter jordprisen til,« siger han.

Tilsvarende kan det måske være med til at lette en byttehandel, hvis lånene får lov til at blive stående.

Selv om de først lige er begyndt at annoncere, er der ifølge Jakob Jessen allerede kommet seriøse henvendelser, men han understreger, at det langt fra er en garanti for, at det bliver til noget.

Han ser bytte af ejendomme som en mulig vej til at få gang i omsætningen af landbrugsejendomme igen.

Superfrisk

»Det er en interessant ide, og det er superfrisk gjort. Markedet er fastlåst, og der skal noget nyt til.

Mange ældre landmænd med for eksempel 300-400 søer kunne måske godt tænke sig en ejendom med slagtesvin,« siger ejendomsmægler Peter Mikkelsen, Landbogruppen Midtvest. Han peger også på, at det kan være svært at sælge en sogård til for eksempel 20 mio. kr.

Muligheden for at bytte gæld afhænger til gengæld meget af, hvor stor gælden er på produktionsejendommen, påpeger han.

Hvis gælden er lav, kan det blive svært at få restfinansieringen på plads, og hvis der er en høj gæld, er det ikke sikkert, at kreditforeningen vil acceptere at bytte gæld.

Han forudser desuden, at det kan blive svært at få den ældre generation til at flytte mere end 50 kilometer.

I øvrigt gør han opmærksom på, at det er set før, at en ældre landmand har byttet ejendom med en ansat med en mindre ejendom.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle