»Det værste er, at der er låste døre og glasplader mange steder for at afskærme andre for at komme i nærheden af os«.
Thomas Lau Sørensen tænker sig lidt om, inden han svarer på spørgsmålet om, hvordan han oplever at passe sit arbejde som chauffør for landets største grovvareselskab. Jobbet i DLG har han haft i 14 år, men hverdagen er i de sidste få uger vendt op og ned på grund af frygten for at sprede coronavirus.
»Jeg forstår det jo godt, og jeg er helt med på, at vi skal tage alle mulige forholdsregler. Men hvis jeg skal beskrive min hverdag, er det altså også bare blevet lidt ensomt at være chauffør. Det er som at være spedalsk i gamle dage«.
LandbrugsAvisen fanger Thomas Lau Sørensen - eller »bare Lau«, som han selv foretrækker - på det, der bedst kan beskrives som en hel almindelig dag på kontoret, bortset fra at kontorstolen er førersædet på en Scania 500 fra 2013, og arbejdsstedet er landevejene på Sjælland og i det øvrige Danmark. Og så altså coronakrisen, der effektivt har isoleret den 44-årige lastbilchauffør fra al kontakt med de folk, som han typisk træffer de seks-syv steder, han normalt besøger på en arbejdsdag.
»På DLGs lokationer har vi jo været meget vant til at komme ind og snakke med de ansatte. Nu er der sat skærme op ligesom i supermarkedet. Mange steder er dørene låste, og der er skilte, der opfordrer os til at holde os langt væk. Landmændene har jo også ofte gerne villet slå en sludder af, men det sker slet ikke nu. For ikke at smitte skal vi bare holde os så langt fra hinanden som muligt«.
»Selvfølgelig tænker jeg over, at jeg kan bringe smitte med, men vi går jo lige så meget i bad og spritter hænder som alle andre. Det kan godt være lidt tungt, når folk ser på én som en smittespreder. Jeg forstår det godt. Det er bare ikke så rart, når folk bliver nervøse, fordi de er bange for, at man slæber smitte med sig«.
»Jeg frygter mest, at det bliver en ny standard for, hvordan vi omgås. Altså at man ikke vender tilbage til dengang, hvor vi ikke var så bange for at smitte hinanden. Jeg vil synes, det var ærgerligt, hvis vi altid skulle være afskærmet. Jeg kunne bedre lide det, hvis det blev som før, hvor vi selv tog de nødvendige forholdsregler for hverken at smitte eller blive smittet«, siger Thomas Lau Sørensen. aiv
