Jordpris steget 23 pct. på et år syd for grænsen

Sidste år steg prisen til 175.000 kr. pr. hektar i Slesvig-Holsten.

Priserne på jord stiger fortsat i Tyskland. Sidste år steg prisen med 8,5 procent både i øst og vest, og den steg ikke mindst i nord.

I Slesvig-Holsten steg priserne på landbrugsjord således med hele 22,7 procent ifølge nye tal fra Statistischen Bundesamt.

Dermed er prisen på bare et år steget fra 140.000 til knap 175.000 kr. pr. hektar i gennemsnit i Slesvig-Holsten, til lidt over gennemsnittet i Vesttyskland. Der betales dog stadig væsentligt højere priser for jord i Bayern og Nordrhein-Westfalen. Her ligger priserne omkring 240.000 kr. pr. hektar.

Selv om priserne også er steget kraftigt i Østtyskland, kan jorden her stadig købes til under halv pris i forhold til priserne i vest.

I den vestlige del af landet, tæt på grænsen til Holland, og i visse dele af Bayern er prisen helt oppe i 335.000 kr. pr. hektar.

I den anden ende af skalaen ligger Thüringen, hvor man kan købe jord til 50.000 kr. pr. hektar, og i nogle delstater er priserne ligefrem faldet.

Et problem eller en redning

Jørgen Popp Petersen, formand for LHN, bekræfter, at priserne er steget i Slesvig-Holsten, men han gør samtidig opmærksom på, at der er tale om begrænsede arealer. Til gengæld er det landbruget, der driver priserne op, i modsætning til Bayern og Nordrhein-Westfalen, hvor det er samfundet, der driver udviklingen.

»Helt generelt er landbruget optimistisk i Tyskland, og der har været en god indtjening i en årrække.

I Slesvig-Holsten er der så det specielle, at der er kommet 100 biogasanlæg på få år, og trumfen er, at kornpriserne sammen med optimismen og købelysten har drevet priserne op.

Men der er belæg for jordpriserne, og de når jo ikke op på det niveau, de var oppe på i Danmark.

Landbruget har en stor egenkapital, og de tyske landmænd har slet ikke opdaget finanskrisen. Konkurser er helt uhørt,« siger Jørgen Popp Petersen.

Han erkender dog, at priserne nu er noget højere i Tyskland end i Danmark, selv om forskellen tilbage i 80’erne var endnu større. Dengang kostede jord i Tyskland fire gange så meget som i Danmark.

»Her hos os taler vi om priser fra 120.000 til 150.000 kr., mens forpagtningspriserne er oppe i 6.000-7.000 kr. Jeg ser det som en stabiliserende faktor i Sønderjylland, selv om det er et problem for nogle og en redning for andre.«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle