Jubel over auktion: ’Fantastisk!’

Prisstigninger modbeviser minkbranchens kritikere, mener minkformand.

Med endnu en flot stigning i prisen på minkskind ved Kopenhagen Furs anden auktion i år har branchen modbevist sine kritikere.

Det mener formand i foretagendet Tage Pedersen, der jubler over stigningen.

»Det er fantastisk. Det er dejligt, der er så god efterspørgsel. Det glæder hele branchen, selv om man selvfølgelig sidder og ønsker, at vi kunne få lov at fortsætte«, siger han.

Er det et lys i en ellers mørk tid for branchen?

»Det er det, og også efter de dårlige år, vi har haft, hvor vi har skullet høre på, at ingen vil gå med pels mere. Det har ikke en skid med det at gøre, og det har vi vidst hele tiden«.

Hvordan har I vidst det?

»Vi har folk siddende i Kina, der løbende har monitoreret markedet og har meldt tilbage, at der var masser af efterspørgsel. Det handlede i virkeligheden om, at der var nogle enorme lagre af skind, der har holdt prisen nede«.

Kina buldrer afsted

Den gennemsnitlige skindpris landede på 340 kr. pr. skind, hvilket er en stigning på 23 pct. fra årets første auktion.

Her steg prisen med hele 80 pct. fra sidste år, og Tage Pedersen erkender, at stigningerne nok flader lidt ud nu.

»Vi har set nogle fantastiske stigninger, og nu kan mindre også gøre det fremover. Jeg tror på rigtig gode auktioner, ikke bare i år, men også i de kommende år. Der vil være mangel på minkskind i en lang periode«, siger formanden.

Han forklarer, at især USA, Sydkorea og Kina er stærke markeder lige nu. Især Kina har været mildere ramt af corona end resten af verden ifølge Tage Pedersen.

»Deres økonomi buldrer derud af, og det har været en god vinter for afsætningen«.

Splittelse mellem avlere

Selv om glæden er stor hos formanden, er den ikke ubetinget. Ud over det åbenlyse, der handler om branchens nedlæggelse, betyder prisstigningen, at forskellen på indtjeningen hos minkavlerne øges.

De minkavlere, der ikke fik lov at sælge deres mink, men skulle aflive og destruere dem pga. corona, får nemlig kun maks 250 kr. pr. skind. Det står i Folketingets aftale om erstatning til erhvervet.

»Det er selvfølgelig rigtig skidt, og det giver en stor splittelse mellem avlerne. Vi har bragt det op for politikerne og bliver ved med det. Der står i aftalen, at vi skal have fuld erstatning, og det får de avlere, der har destrueret deres mink, ikke. Det skal laves om«.

Faktaboks

Minkauktioner

  • Kopenhagen Fur planlægger auktioner i både 2021 og 2022.
  • I alt skal 27 mio. skind udbydes i salg fordelt på otte auktioner. Den næste løber fra 23. juni til 2. juli.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle